Fem soldater blev dræbt, da afghanske og amerikanske soldater lørdag kom i kamp med hinanden.

AFGHANISTAN: En misforståelse. Sådan beskriver de afghanske myndigheder, den episode, der lørdag førte til, at to amerikanske og tre afghanske soldater blev dræbt.

Den interne kamp mellem soldaterne, der ellers er sat sammen for at kæmpe mod afghanske oprørere, fandt sted ved en af det afghanske militærs kontrolposter i Warduk-provinsen.

- Vi har stadig ikke et klart overblik over, hvad der skete, siger Abdul Qayoum Baqizoi, der er politichef i provinsen, og citerer den eneste afghanske soldat, der slap uskadt fra episoden.

- Jeg hørte noget larm og nogen diskutere, og pludselig blev der skudt, og en af soldaterne fra koalitionen smed en håndgranat, så jeg flygtede og gemte mig bag vores Humvee, fortalte soldaten ifølge Baqizoi. Det skriver New York Times.

Politichefen mener dog at vide, at situationen eskalerede, da en afghansk soldat ved kontrolposten skød mod de amerikanske soldater.

Ved et hasteindkaldt pressemøde søndag fortalte den næstkommende for den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF), Adrian Bradshaw, at man i første omgang anså det som endnu et »insider-angreb«, men at der kan have været oprører indblandet.

Hvis der er tale om et insider-angreb, så er der blevet dræbt 53 soldater fra den internationale koalition på den bekostning i 2012.