En er tidligere CIA-agent fra USA, en anden arbejder for et maritimt selskab i Polen, en tredje er tidligere præsident i Estland, og en fjerde er pensioneret general fra Australien.

Selvom de aldrig har mødt hinanden i virkeligheden, så har de en ting til fælles, som har fået Vladimir Putin og de russiske efterretningstjenester til at ryste i bukserne.

De er en uformel, onlinehær hvis samlende figur er en karikatur af den japanske hunderace Shiba Inu.

Det hele begyndte egentlig ved et tilfælde.

Siden Ruslands invasion af Ukraine i februar måned havde den 27-årige polske mand Kamil brugt store dele af sine vågne timer på at pisse russiske online-trolls af.

Bekæmpe deres usandheder.

Men da han den 16. maj skiftede sit profilbillede til en hurtigt photoshoppet udgave af Shiba Inu-hunden, som blev gjort kendt verden over, da Tesla-skaberen Elon Musk begyndte at promovere kryptovalutaen af samme navn for få år siden, tog det fart.

»Folk begyndte at spørge, om jeg ikke også kunne lave en hunde-avatar til dem. Og en fyr kunne ikke vente, så han spurgte, om han ikke kunne donere til de ukrainske tropper for at få den hurtigere. Så jeg lavede den på nogle timer, og derfra eksplodere det,« forklarer Kamil i et interview med B.T. over den sikre messenger-service Signal.

På Twitter er han lidt af en berømthed.

Hans 16.000 følgere kender ham som Kama og som skaberen af det, der nu er blevet en bevægelse, som Ruslands hær frygter.

Bevægelsen hedder NAFO – kort for North Atlantic Fellas Organization. Medlemmerne kalder hinanden for Fellas. Og medlemmerne kan være alle, der ønsker at bekæmpe russiske online-trolls, russisk misinformation eller støtte Ukraine i kampen mod invasionsstyrken fra øst.

Det gør NAFO-bevægelsen blandt andet ved at sælge merchandise med eksempelvis Shiba Inu-hunde på.

NAFO-meme.
NAFO-meme.
Vis mere

Slår man sin donation eller køb op på sociale medier, kan man ved at tagge Kama få sin egen, speciallavede Shiba Inu-avatar.

Og det er voldsomt populært.

»Det hele begyndte som en joke. Jeg hyggede mig bare med at drille russiske trolls. Men nu anslår de russiske myndigheder, at vi er en bevægelse på 84.000 personer,« siger Kamil.

»Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg lader dem gerne tro det,« uddyber han med et grin.

Styrken ved NAFO er ikke folks baggrund eller rækkevidde på sociale medier.

Nogle medlemmer har under hundrede følgere, andre har titusindvis.

Blandt de mere prominente kan nævnes den tidligere præsident i Estland Toomas Hendrik Ilves, det amerikanske kongresmedlem Adam Kinzinger, den pensionerede australske general Mick Ryan og den ukrainske forsvarsminister, Oleksij Reznikov.

I stedet er det sammenholdet og så tilgangen med humor, ironi og hunden.

»Vi kan gøre og skrive ting, som officielle instanser ikke kan. Samtidig kommer folk bare til at se dumme ud, hvis de begynder at diskutere med et billede af en dårligt photoshoppet hund,« siger Kamil.

Det bedste eksempel på det hedder Mikhail Uljanov. Han er russisk ambassadør for internationale organisationer i den østrigske hovedstad, Wien.

Da han i juni måned stod på mål for russisk propaganda på Twitter, trådte NAFO-fellas i stor stil til.

Resultatet blev så voldsomt for Uljanov, at han måtte tage sig en pause fra sociale medier, da hans russiske propaganda blev skudt ned af NAFO-medlemmer.

Den ukrainske forsvarsminister, Oleksij Reznikovs, egen NAFO-avatar.
Den ukrainske forsvarsminister, Oleksij Reznikovs, egen NAFO-avatar.
Vis mere

Andet arbejde består i at besvare og bombardere russiske 'vatniks', som Kreml-sympatisører kaldes, med hårde fakta, finurlige memes og humor.

Når en vatnik er opsporet og et angreb, skal sætte ind, hidkaldes NAFO-fellas blandt andet ved at bruge hashtagget #Article5 – reference til NATOs fælles forsvarspakt – eller #NAFO og så begynder bombardementet.

Spørger man andre medlemmer af NAFO, så er det sammenholdet og den unikke måde, at angribe russisk propaganda, som har tiltrukket dem sammen med muligheden for at gøre noget.

»I februar gik jeg på Twitter for at finde ud af, hvad der skete i Ukraine, da en mine venner var meget nervøs. Her så jeg den russiske propaganda og besluttede mig for at kæmpe tilbage,« forklarer et NAFO-medlem, der går under brugernavnet Nafo Fella på Twitter.

»På et tidspunkt lagde jeg mærke til hunde-avatarer, som var sjove, og bekæmpede russisk propaganda på en anden måde. Jeg lavede en donation, og så var jeg også en del af NAFO,« forklarer Nafo Fella, der er i fyrrerne og fra England.

En anden NAFO fella ved navn Dave, der er fra det vestlige Australien og 50 år gammel, har en lignende forklaring.

»Jeg var personligt vred over alt det skrald, der kom fra russiske trolls. Så jeg begyndte at kommentere og trolle de russiske trolls ved at lave memes og udskamme dem,« forklarer Dave til B.T.

Herfra udviklede det sig, og da NAFO pludselig begyndte at dukke op på sociale medier, var det nemt at tilslutte sig for Dave.

NAFO-meme, som skal give mindelser om NATO.
NAFO-meme, som skal give mindelser om NATO.
Vis mere

Og det er netop det, NAFO har gjort for mange helt almindelige mennesker.

Det har givet dem et fællesskab og en platform, hvor de kan bekæmpe Rusland, hjælpe Ukraine og ikke stå alene i kampen mod den russiske onlinehær, forklarer Kamil.

»Der var en kvinde, som blev helt rørt af at finde ud af, at NAFO eksisterer. Ligesindede, som hjælper hinanden. For det kan være svært at bekæmpe russiske trolls alene,« siger han.

På kort tid er NAFO blevet et fænomen online.

En bevægelse, som de russiske myndigheder må tage med i deres taktiske overvejelser. Og det vokser kun.

»Jeg laver ikke andet,« siger Kamil.

»Når jeg vågner om morgenen, så er det første, jeg gør, at tjekke nye forespørgsler på avatarer. Der er så mange af dem nu, at vi er et hold på 70 personer, som arbejder med det.«

For Kamil har hans liv nærmest bare ledt ham hen til det her øjeblik. Til NAFO.

»Mit livs passion er at tage pis på folk. Nu kan jeg gøre det fuld tid mod russiske trolls.«