Wikileaks-stifteren, Julian Assange, har netop kastet sig ud i et desperat forsøg på at undgå at blive udleveret til Sverige, hvor han er anklaget for seksuelle overgreb på to tidligere Wikileaks-frivillige.

Assange tabte for seks dage siden en sidste appel mod den engelske højesterets beslutning om at udlevere ham til retsforfølgelse i Sverige, og det har nu fået ham til at kaste sig ud i et sidste desperat forsøg på at blive i England, det skriver BBC.

Han har netop indsendt en ansøgning om politisk asyl til Ecuadors ambassade i London, og de engelske myndigheder har givet ham indtil den 28. juni til at få politisk asyl i et andet land - ellers bliver han udleveret.

Ecuadors udenrigsminister har her til aften bekræftet, at de har modtaget Assanges ansøgning.

- Ecuador er nu i færd med at analysere og studere ansøgningen, siger Udenrigsminister Ricardo Patino til Quito.

Politisk motiveret

Siden Julian Assange blev anklaget for de seksuelle overgreb tilbage i midten af 2010, har han hårdnakket fastholdt sin uskyld. Han har hele tiden kaldt anmeldelserne for politisk motiverede og del af en smædekampagne, der er designet til at ødelægge ham og hans Wikileaks-organisation.

Assange har også flere gange indikeret, at han stærkt overvejer at gå med sagen til menneskerettighedsdomstolen i Stasbourg, og de engelske myndigheder har også i denne sag givet ham en frist til den 28. juni for at fremføre sagen, før han bliver udleveret.

Wikileaks fik for alvor fjender på verdensplan, da organisationen i 2009 og fremefter lækkede hundredetusindvis af fortrolige dokumenter, der blotlagde diplomatiske processer, krigslogs og hemmelighedsstemplede dokumenter fra et hav af verdens regeringer.