Et isbjerg på størrelse med Fanø har for nylig revet sig løs fra gletsjeren Pine Island i Antarktis. At det kan ske, kalder forskere et faretruende tegn for gletsjerens skrøbelighed.

Det er den amerikanske rumfartsadministration NASA, der har offentliggjort billederne af den store isblok, der river sig løs fra den sydvestlige kyst af det kolde kontinent og flyder ud i havet i slutningen af januar.

Isbjerget menes at være mellem en og to kilometer bredt.

Pine Island-gletsjeren er en del af den enorme vestantarktiske iskappe, som ifølge DMI indeholder 3.8 millioner kubikkilometer is. Til sammenligning rummer indlandsisen på Grønland 2.9 millioner kubikkilometer is, mens den østantarktiske iskappe er den største med 25.2 millioner kubikkilometer is.

Gletsjeren er målt til at være den hurtigst smeltende på Antarktis og har flere gange de seneste år haft flere store såkaldte kælvninger, hvor isbjerge er knækket af gletsjeren ved de revner, der er opstået.

I 2013 brækkede et isbjerg, der var ti gange større end København med et overfladeareal på 720 kvadratkilometer, af gletsjeren. Og i 2015 løsnede et isbjerg på 583 kvadratkilometer sig, efter en sprække i gletsjeren på 30 kilometer havde udviklet sig.

Det seneste isbjerg, der menes at være på størrelse med Fanø eller Manhattan, er betydeligt mindre end de to andre isbjerge, men det er alligevel et faretruende tegn på gletsjerens skrøbelighed, forklarer glaciolog Ian Howat fra Ohio State University i en pressemeddelelse fra NASA.

»Jeg tror, denne hændelse er sammenlignelig med et 'efterskælv' fra en meget større hændelse. Der er tilsyneladende svagheder i gletsjeren - lige i det område for sprækken, der forårsagede kælvningen i 2015 - der resulterer i disse mindre brud,« siger han.

Forskere har observeret flere andre revner og sprækker i gletsjeren, hvilket formodes at føre til endnu flere kælvninger i fremtiden - som kan føre til forhøjede vandstande.

»Denne slags 'hurtig-kælvninger' synes at være usædvanlige for denne gletsjer,« siger Ian Howat og tilføjer:

»Men fænomenet passer ind i det større billede med sprækker i centrum af gletsjeren, som bliver eroderet af det varme havvand, hvilket får gletsjeren til at brække fra indersiden.«

Samme tendens ser forskerne også andre steder. Blandt andet på gletsjere i Grønland og i Canada, som smelter hurtigere. Denne smeltning skyldes, at varmt vand flyder ind under gletsjeren, hvilket går ud over stabiliteten længere inde på land, hvorefter gletsjeren flyder hurtigere ud mod havet, hvor den bidrager til at havniveauet stiger.

Det hele kan ende med, at den vestantarktiske iskappe helt kollapser. Det kan blive skyld i, at havniveauet stiger mere end meter inden år 2100 og meget mere efter det. Det viste et nyt studie i tidsskriftet Nature.

Ifølge det studie vil havniveauet stige med hele 15 meter inden 2500, hvis de antarktiske iskapper smelter.