I den amerikanske storby Philadelphia blev en reporter fra den spansktalende TV-kanal Telemundo 62 onsdag angrebet af en forbigående kvinde, mens hun rapporterede til direkte fjernsyn.

Det skriver det lokale medie Phillymag.

Iris Delgado, som reporteren hedder, var i færd med at fortælle om et lovforslag foran Philadelphias rådhus.

Mens hun fortæller, kommer en kvinde hen til hende. I første omgang virker kvinden høflig og siger 'Excuse me' - undskyld mig, som om hun vil spørge om noget.

Iris Delgado fortsætter professionelt sin reportage fra rådhuset, og i det øjeblik, hun er færdig og giver ordet videre til værten i studiet, angriber kvinden med et slag i hovedet på Iris Delgado.

'Ay Dios Mio' - Åh min gud, siger værten i studiet, da han ser, hvad der sker, inden han siger, at han håber, Iris Delgado er OK.

Da kameraerne var slukket ved rådhuset, fulgte Iris Delgados kamerahold efter overfaldskvinden.

Politiet har anholdt den 37-årige kvinde, og har sigtet hende for vold. Angiveligt slog kvinden Iris Delgado tre gange og skubbede hende til jorden.

Hendes arbejdsplads udsendte samme aften en pressemeddelelse.

»Iris Delgado var offer for et uprovokeret angreb af en person, mens hun rapporterede live for Telemundo62. Heldigvis er hun ok og har forståeligt nok valgt at tage et stykke tid til at komme sig. Vi ser frem til hendes tilbagevenden,« stod der i pressemeddelelsen.