Et beboelsesområde i det nordlige Norge er ramt af et jordskred, der har revet to huse med sig, siger redningsmandskab til det norske nyhedsbureau NTB.
- Jordskredet har taget to huse. Det fandt sted i nærheden af en børnehave og nogle plejeboliger, og disse er blevet evakueret, siger vagthavende redningsleder Lars Nedrevåg ved redningscentralen i Nordnorge.
Han oplyser, at det endnu ikke er oplysninger om tilskadekomne.
Jordskredet har udløst en større redningsindsats. Politi, brandvæsen, ambulancer, to helikoptere og hundepatruljer er sendt til stedet, skriver vg.no.
- Vi arbejder på stedet for at redde liv og helbred, meddeler Troms politidistrikt til NTB.
Jordskredet, der ramte tæt ved Lyngseidet i Lyngen kommune, er 30 meter bredt og 100 meter langt, oplyser redningscentralen.
/ritzau/NTB



















