Tyske Ingeborg Rapoport på 102 år får i dag den doktorgrad, hun for 77 år siden blev nægtet på grund af sit jødiske ophav.
Hun var 25 år, da hun afleverede sin ph.d.-afhandling i hænderne på sin professor ved Hamborg Universitet. Men den nu 102-årige Ingeborg Rapoport måtte vente 77 år på at få sin doktorgrad. Den får hun i dag ved en særlig ceremoni i Hamborg.
Hun kan endnu huske, hvordan hun i 1938 fik ros af sin professor for sin afhandling om luftvejsinfektionen difteri, der dengang var en af de hyppigste årsager til dødsfald blandt børn i både Europa og USA. Men af ’racemæssige årsager’ blev hun nægtet at forsvare den ved en mundtlig eksamination.
Fem år forinden var Adolf Hitler kommet til magten i Tyskland, og selv om Ingeborg Rapoport var opdraget som protestant, var hendes mor jøde. Det var nok til, at hun blev nægtet sin doktorgrad.
»Jeg blev fortalt, at det ikke var tilladt for mig at tage den mundtlige eksmanination. Min lægelige eksistens blev lagt i ruiner,« fortæller Ingeborg Rapoport til amerikanske Wall Street Journal og tilføjer:
»Det var en skam for videnskaben og en skam for Tyskland.«
Emigrerede til USA
Det var ikke usædvanligt i Tyskland på det tidspunkt under Adolf Hitlers Tredje Rige, at studerende og professorer, der blev opfattet som ’ikke-ariske’, blev presset ud af universiteterne. Samtidig døde mange med jødiske aner i koncentrationslejre. Men der endte Ingeborg Rapoport ikke.
Se også: Videoen der går lige i smilebåndet: Bedstemor skulle puste lys ud - men så røg gebisset
Se også: Mormor taber kæben ved ultralyds-scanning: Den havde hun ikke set komme..
Efter at være blevet nægtet sin doktorgrad emigrerede Ingeborg Syllm, som hun hed dengang, til USA. Alene og uden penge. Hun arbejdede som praktikant på flere hospitaler, og hun ansøgte om at komme ind på 48 forskellige lægestudier. Til sidst blev hun accepteret på ét af dem.
Men uden sin doktorgrad blev hun nødt til at studere to år mere, før hun kunne få arbejde som læge.
Hun fik sit første job på et hospital i Cincinnati, hvor hun i 1944 mødte den jødiske fysiker og biokemiker Samuel Mitja Rapoport. To år senere blev de gift, sammen fik de fire børn, og Ingeborg Rapoport blev leder af hospitalets pædiastriske klinik.
Har aldrig følt sig bitter
For en tid var alt godt. Men da Ingeborg Rapoports mand kom i regeringens søgelys på grund af sin forbindelse til kommunistpartiet, besluttede han efter en konference i Zürich i 1950 at blive i Schweiz. Med tre børn på armen og med det fjerde endnu i maven rejste Ingeborg Rapoport over til sin mand, som hun flyttede sammen med i Østtyskland.
Der grundlagde hun landets første neonatologiske klinik, hvor hun beskæftigede sig med sundhed og sygdomme hos nyfødte børn.
»Jeg har aldrig følt mig bitter. Jeg har været chokerende heldig i alt dette. For mig faldt alt godt ud: Jeg havde de bedste lærere i USA, jeg fandt min mand, jeg fik mine børn,« siger Ingeborg Rapoport til Wall Street Journal.
Men selvom hun ikke var bitter, følte hun sig stadig fejlbehandlet. et var dog først for nogle måneder siden, at man begyndte at undersøge, om Ingeborg Rapoport kunne få den doktorgrad, hun var blevet nægtet.
Hendes søn havde fortalt moderens historie til en kollega, der fortalte historien videre til den nuværenede rektor på medicinuddannelsen på Hamborg Univsersitet. Og han tog sagen op.
I begyndelsen tilbød universitet Ingeborg Rapoport en ærestitel i stedet for doktorgraden, men det var ikke godt nok for hende.
Til sidst blev det muligt for hende at forsvare sin gamle afhandling ved en mundtlig eksamen.
Gjorde det for ofrene
Hun begyndte derfor at læse op på syv årtiers videnskabelig udvikling inden for studier af difteri. Det på trods af dårligt syn og manglende computer.
Den 13. maj mødte tre professorer fra universitetet op i Ingeborg Rapoports lejlighed i Berlin og satte sig i hendes brune og orange møbler. I 45 minutter eksaminerede de hende. Og da de var færdige, fik hun sin doktorgrad. Efter 77 års ventetid.
I dag er der arrangeret en ceremoni i Hamborg for hende, hvor hun vil få overrakt sin doktorgrad. Samtidig bliver hun efter alt at dømme verdens ældste person, der modtager en sådan.
Men for Ingeborg Rapoport var det aldrig et spørgsmål om at opnå den ære, forklarer hun til tyske Der Tagesspiegel.
»Det var en principsag. Det var ikke for mig. Jeg forsvarede ikke min afhandling for min egen skyld; det var heller ikke let for mig med mine 102 år,« siger hun og fortsætter:
»Jeg gjorde det for ofrene. Universitetet ønskede at gøre en uret god igen og har udvist stor tålmodighed, som jeg er taknemmelig for.«
