For første gang i 500 år har arkæologer åbnet for den grav, hvor traditionen siger, Jesus blev begravet og senere genopstod fra.

Det skriver The Independent.

Gravstedet, som befinder sig inde i Gravkirken i Jerusalem, har siden 1500-tallet været dækket af marmor, fordi man ville forhindre tyve i at stjæle fra den. Nu har et græsk arkæolog- og forskerhold efter flere måneders arbejde fået løftet det tunge marmorlåg af, der forseglede graven.

Og her gjorde forskerne opdagelsen af en kalkstenshylde, som man mener, Jesu legeme i sin tid blev placeret på, ligesom man fandt en marmorplade, hvorpå der var indgraveret et kors, som er blevet hugget i pladen tilbage i det 12. århundrede.

Et overblik over renoveringen af det gravsted, hvor man mener Jesus blev begravet i Gravkirken i Jerusalem.
Et overblik over renoveringen af det gravsted, hvor man mener Jesus blev begravet i Gravkirken i Jerusalem. Foto: ATEF SAFADI
Vis mere

»Det mest fantastiske for mig var, da vi fjernede det første lag af støv og fandt et andet stykke marmor,« siger Fredrik Hiebert, der er arkæolog ved National Geographic Society, ifølge The Independent og tilføjer:

»Den var grå, ikke cremet hvid som den ydre, og lige i midten af ​​den var et smukt indskrevet kors. Vi havde ingen idé om, at den var der,« fortæller han.

Gravkirken i Jerusalem har i årevis været genstand for diskussioner om, hvorvidt den gemte på Jesu gravsted. Kirken har nemlig været ødelagt og genopbygget så mange gange, at det har fået flere eksperter til at tro, at gravstedet har været flyttet et andet sted hen.

Kirken blev bygget tilbage i år 335 og er ledet af seks forskellige kristelige trosretninger.