- Pludselig tager de to store mænd fat om håndledene på mig og vrider dem om, fortæller Jeppe Nybroe til Journalisten.dk om overfaldet, der fandt sted på et hotel i Benghazi.
Fire måneder varede Jeppe Nybroes eventyr i Libyen. Den tidligere vært på TV-Avisen fungerede som nyhedsdirektør på tv-stationen Libya Alhurra TV i Benghazi. Her skulle han blandt andet stå i spidsen for dækningen af det første frie valg i 42 år. Men Jeppe Nybroe måtte i juli flygte fra Benghazi som følge af censur fra tv-stationens direktør, manglende udbetaling af løn, og et voldeligt overfald. Det skriver Journalisten.dk
Ved overfaldet, som foregik i en hotel-lobby i Benghazi, troede Jeppe Nybroe, at han skulle til møde med tv-stationens egyptiske advokat og lønchefen om den manglende udbetaling af løn. I stedet overfaldt de to mænd ham og forsøgte at frastjæle ham telefon, iPad og hans ansættelseskontrakt til tv-stationen.
Det lykkedes dog Jeppe Nybroe at få sine ting igen og undslippe voldsmændene med hjælp fra hotellets sikkerhedsvagter. Alligevel valgte Nybroe i juli at tage konsekvensen og flygte fra Libyen.
Censur ved dækning af valget
Jeppe Nybroe fortæller til Journalisten.dk, at han hurtigt fandt ud af, at tv-stationens direktør Saleh Magdub var medlem af Det Muslimske Broderskab. Et faktum som Nybroe kalder bekymrende. På trods af det oplevede han i de første måneder som nyhedsdirektør nærmest ingen indblanding fra chefens side. Med ved dækningen af valget den 7. juli gik det galt.
Det første frie valg i Libyen efter Gaddafis død skulle dækkes live hele dagen og natten på Libya Alhurra TV, mens resultaterne kom ind den 7. juli. Men Jeppe Nybroe oplevede denne dag flere gange indblanding og censur fra tv-stationens direktør. Blandt andet beordrede direktøren, at der ikke måtte sendes billeder fra valgsteder, som blev angrebet, ligesom han dikterede, hvad studieværterne skulle sige.
- Jeg mener, pludselig dukkede der typer op inde i studiet - mænd med halvlange skæg - som jeg ikke anede hvem var, men som Saleh eller nogle af hans venner tilsyneladende havde inviteret, og som pludselig sad og blev interviewet live, uden at jeg var blevet orienteret om det, siger Jeppe Nybroe til Journalisten.dk.
Det var efter, Jeppe Nybroe protesterede over denne indblanding, at udbetalingen af løn pludselig stoppede. Hele affæren endte med overfaldet på Hotel Tibesty og altså med Jeppe Nybroes beslutning om at flygte fra Benghazi og derefter helt ud af landet.
Jeppe Nybroe var ansat på DR fra 1999, men han blev i 2007 bedt om at fratræde sin stilling i DR efter beskyldninger om manipulation i et indslag fra Irak-krigen.