Når man hænger i en ballon og kigger ned på jorden fra 39 kilometers højde, så kan det hele godt virke lidt overvældende. Også for den 43-årige østrigske vovehals Felix Baumgartner.

Det var ikke jagten på rekorder, der fyldte Felix Baumgartners tanker, da han søndag aften skulle til at kaste sig ud i et historisk spring fra 39 kilometers højde over Roswell i New Mexico, USA.

- Det eneste, jeg tænkte på, var, at jeg ville komme tilbage i live. Jeg ville ikke dø foran min kæreste og min mor og alle dem, der så med rundt om i verden, sagde Felix Baumgartner på den efterfølgende pressekonference.

- Tro mig, når du står deroppe på toppen af verden, så bliver du så ydmyg. Så handler det ikke om at slå rekorder. Det handler om at komme hjem, understregede den 43-årige østriger.

Østrigeren kastede sig ud fra en kapsel, som var påspændt en kæmpe heliumballon, og nåede op på 1.342,8 kilometer i timen og landede efter i alt 10 minutter i luften med begge ben på New Mexicos tørre jord.

- Det var hårdere, end jeg havde regnet med, konstaterede Baumgartner på pressemødet, kort efter han knælede i sin rumdragt og brølede sin begejstring ud over, at det vanvittige spring var lykkedes.

Vovehalsen var ifølge eget udsagn allerede udmattet efter den tre og en halv time lange tur op i heliumballonen, da han har været lidt presset op til søndagens spring.

- Der er så mange mennesker involveret i en mission som denne, og det mindste kan ødelægge hele missionen. Man kan ikke engang få en forkølelse, når man skal gøre sådan noget, sagde Baumgartner.

Kort efter at have sat ud fra kapslen begyndte Felix Baumgartner at snurre rundt med ekstrem høj fart, hvilket gjorde ham svimmel.

- Men jeg sagde til mig selv, at jeg nok skulle få styr på det. Og det fik jeg, sagde Baumgartner ved søndagens pressemøde.

Udover at komme ned på jorden med livet i behold så kan Felix Baumgartner glæde sig over, at han satte tre rekorder med sit vovestykke.

Først og fremmest slog Baumgartner Joe Kittingers faldskærmsrekord fra 1960, hvor Kittinger sprang ud fra 31,4 kilometers højde. Dernæst har østrigeren nu rekorden for den højeste bemandede ballonflyvning. Og hvor Kittinger måtte nøjes med en topfart på 988 kilometer i timen, blev Baumgartner den første i verden til at bryde lydmuren uden brug af fly eller maskiner med en topfart på 1.342 kilometer i timen eller 1,24 gange lydens hastighed.