Den britiske kendiskok Jamie Oliver har et problem - og faktisk et temmelig stort et af slagsen. I hvert fald, hvis man skal tro ham selv. Hans restaurantkæde er nemlig blevet så populær i Storbritannien, at hans gæster tilsyneladende gør hvad som helst for at sikre sig en souvenir, når de har spist på de smarte spisesteder ved navn 'Jamie's Italian'.

Jamie Oliver bruger nemlig stofservietter på sine spisesteder. Og på servietter, der er blå og hvide, er navnet 'Jamies Italian' trykt. Men det er ikke kun kendiskokken, der synes, at servietterne er pæne. Det gør gæsterne også - og i så høj grad, at de stjæler dem i stor stil fra restauranterne.

- Vi mister omkring 30.000 servietter hver måned, fortæller den 37-årige kok til Radio Times ifølge Daily Mail.

Men hvis bare servietterne var det eneste, som Jamie Olivers langfingrede gæster tog med sig, så var problemet måske lidt lettere at løse. Men gæsterne har også fået øje på en anden særlig ting i restauranterne.

Restauranternes toiletter er nemlig meget specielle, da Jamie Oliver har valgt at bruge de specielle toiletter fra Thomas Crapper. Toiletterne er i gammel stil og temmelig dyre. Og måske netop derfor falder de i god smag hos Jamies gæster.

- Vi har måttet svejse håndtag og greb fast, så folk ikke kan skrue dem af og stjæle dem, fortæller tv-kokken og tilføjer:

- Helt ærligt, nogle folk kom for at spise et måltid, og så gik de hjem med et halvt toilet. Skørt, lyder det fra Jamie Oliver.

Tv-kokken har ellers forsøgt at komme problemet til livs ved at sælge sine servietter som souvenirs. For omkring 73 kroner kan man få en pakke med fire stofservietter, men det gider restaurantgæsterne tilsyneladende ikke at investere i.

Der er dog også blevet sået tvivl om, hvor mange servietter Jamie Oliver i virkeligheden mister per måned. For godt nok udtalte tv-kokken selv, at det var 30.000, men hans talsmand sagde efterfølgende, at det tal var lidt overdrevet.

- Vi mister et stort antal, men tallet er ikke i nærheden af 30.000, sagde han.