En tidligere rapper fra London er kommet i søgelyset i forbindelse med henrettelsen af den amerikanske journalist James Foley i Syrien.

Ifølge den britiske avis The Sunday Times har efterretningsholdet MI5 identificeret den maskerede terrorist, der i en video fra IS (Islamisk Stat) hugger hovedet af den 35-årige journalist. Det er dog ikke bekræftet fra officielle kilder, ligesom det ikke fremgår, om pilen peger på den 24-årige tidligere rapper, Abdel-Majed Abdel Bary.

Han er én blandt flere jihadister, der bliver nævnt som mulig bøddel, skriver independent.co.uk. Den unge jihadist blev kendt som L Jinny eller Lyricist Jinn i London, hvor han havde en spirende musikkarriere. Han var blandt andet med i videoer og fik sine singler spillet på BBC Radio i 2012.

Abdel-Majed Abdel Bary tiltrak en del opmærksomhed, da han tidligere på året lagde et billede af sig selv på Twitter, hvor han havde et afhugget hoved i hånden. Under det grusomme billede, der menes at være taget i Isis-højborgen Raqqa, skrev han: 'hænger ud med min 'homie', eller det der er tilbage af ham'.



Han er angiveligt rejst til Syrien sidste år fra Maida Vale, West London, hvor han boede med sin mor og fem søskende. Faderen Adel Abdul Bary, en egyptisk flygtning, menes at være en af ​​Osama bin Ladens betroede løjtnanter. Han blev udleveret fra Storbritannien til USA anklaget for terrorisme i 2012 for hans påståede rolle i bombningerne af to amerikanske ambassader i Østafrika i 1998, skriver independent.co.uk.

Også to andre unge britiske mænd, der kæmper for IS (Islamisk Stat), bliver nævnt som potentielle bødler. Det drejer sig om Abu Hussain Al-Britani, en 20-årig computerhacker fra Birmingham, og Abu Abdullah al-Britani fra Portsmouth, der også menes at være i 20'erne, skriver dailymail.co.uk.

Ifølge mediet fortæller et fransk gidsel, at han blev holdt fanget sammen med James Foley af en gruppe britiske jihadister, der kaldte sig for 'The Beatles'. I videoen, hvor Foley får hugget hovedet af, kalder bødlen sig for John.