Skuespilleren Larry Hagman død 81 år gammel

Larry Hagman fra TV-serien 'Dallas' blev 81 år efter et liv med berømmelse, kræft og alkoholisme.

En af de mest notoriske TV-skurke er her ikke længere.

Larry Hagman, der i mere end et årti spillede oliebaronen J.R. Ewing i TV-serien 'Dallas', døde fredag på et hospital i netop Dallas, Texas, skriver hans familie ifølge BBC i en udtalelse. Hans veninde Linda Gray, der spillede Sue Ellen i 'Dallas', var ved hans side, da han døde.

PEOPLE-HAGMAN/

- Larry Hagman var min bedste ven i 35 år, siger Linda Gray i en pressemeddelelse.

- Han var fuld af liv og bragte glæde til alle dem, han kendte. Han var kreativ, generøs, sjov, kærlig og talentfuld, og jeg vil savne ham enormt, siger hun.

'Dallas' rullede første gang over skærmen i 1978, og i de efterfølgende 13 år blev Larry Hagman en af de mest kendte amerikanske TV-skuespillere og opnåede desuden at blive seriens bedst betalte skuespiller. Han nåede også at være med i 2012-udgaven af 'Dallas', der tager udgangspunkt i den næste generation af Ewing-dynastiet.

PEOPLE-HAGMAN/

Larry Hagman kæmpede ved siden af sin TV-karriere med alkoholisme, og i sin selvbiografi fra 2001 beskriver han, at det var en kamp, der varede i mere end 50 år, ligesom han også har eksperimenteret med stoffer.

Under optagelserne til 'Dallas' skal han blandt andet have drukket fem flasker champagne om dagen i flere år, og i 1992 fik han en alvorlig leversygdom og måtte igennem en transplantation.

Ikke desto mindre fortsatte Hagman drikkeriet indtil 2003, hvor endnu en akut operation tvang ham til endegyldigt at stille flasken på hylden.

I 2011 fik han konstateret kræft i halsen, og fredag kunne hans krop ikke mere.

 

PEOPLE-HAGMAN/