Øst- vest, hjemme bedst. Også selvom det ligger i et radioaktivt område.

Ivan Sjamjanok har levet hele sit liv på kanten af det område, der blev forurenet, da reaktor 4 i Tjernobyl eksploderede for 30 år siden.

Hver morgen står han op klokken 06:00 til tonerne af den ukraniske nationalmelodi, der bliver spillet over radioen. Han tænder op i det gamle komfur midt i stuen. varmer sin morgenmad, drikker et glas vodka, fodrer sine svin og klapper hunden på hovedet.

Endnu en dag på kanten af den radioaktive zone er i gang. Og de dage har der været mange af. 90-årige Ivan Sjamjanok er en af de få tilbageværende beboere i byen Tulgovich. Alle andre er døde eller flyttet væk.

En radioaktiv sky

Han var 60 år gammel den 26. april 1986, da reaktor 4 på Tjernobyl-værket eksploderede og sendte en sky af radioaktivt materiale op i atmosfæren. Materialet blev ført af vinden og spredt til Europa, Skandinavien og USAs østkyst. 31 personer døde ved selve eksplosionen, og mange døde senere af sygdomme som følge af berøring med det radiaktive materiale. Et område på størrelse med Luxembourg er erklæret ubeboeligt for mennesker. Da ulykken skete, blev Ivan Sjamjanok og hans kone tilbudt at blive evakueret, men det afslog de.

De blev boende i området og fortsatte livet, som om intet var hændt. Som om verdenshistoriens største atomkatastrofe ikke netop var hændt i deres nabolag.

De fortsatte med at dyrke grøntsager i jorden og holdt køer, grise og høns i baghaven. På den måde skaffede de sig mælk, kød og æg på bordet.

Kun to tilbage i landsbyen

I dag er konen død, børnene er flyttet. Ivan Sjamjanok og hans nevø er de eneste to beboere tilbage i Tulgovich.

»Kommer folk tilbage? Nej, de kommer ikke tilbage. Dem der ville tilbage, er allerede døde,« siger han.

Et liv klos op ad katastrofeområdet har tilsyneladende ikke påvirket hans helbred.

»Lægerne var forbi i går. De satte mig på sengen og undersøgte mig. De sagde: 'Alt er fint med dig, bedstefar',« siger Ivan Sjamjanok, der ikke ser nogen grund til at flytte:

»Min søster boede her med sin mand. De besluttede sig for at flytte, og hurtigt lå de under jorden. De døde af angst. Jeg er ikke bange. Jeg synger lidt, går en tur i haven og tager tingene stille og roligt. Og jeg lever,« siger han.