To indiske fiskere blev forvekslet med pirater og derfor skudt af en italiensk olietanker.

Den italienske olietanker Enrica Lexie affyrede skud mod en fiskerbåd ud for Indiens vestkyst. Det kostede to fiskere i båden livet.

Besætningen havde gennem en kikkert konstateret, at fiskerne på båden var bevæbnede, og efter gentagne advarsler affyrede olietankeren skud mod båden. Sådan lyder udlægningen af begivenhederne i en erklæring fra den italienske ambassade ifølge The Times of India.

Erklæringen fra italiensk side afviser derfor, at olietankerens besætning har overtrådt den maritime protokol, da handlingen var selvforsvar. Men myndighederne i staten Kerala i Indien har endnu ikke fundet noget, der tyder på, at de to fiskere var bevæbnede.

- Det er en falsk erklæring, der var ingen våben i båden, siger PG Thomas, som var den person, der tog imod båden og de to lig i havnen i byen Kollam ifølge The Times of India.

Indiske myndigheder afhører derfor besætningen på olietankeren torsdag.

- Vi har endnu ikke formelt tilbageholdt skibet. Det vil vi først tage stilling til, når besætningen er afhørt, siger en tjenestemand fra den indiske kystvagt, der foretager afhøringer i samarbejde med poltiet.

De afdøde fiskeres familier vil fra regeringen hver modtage 500.000 indiske rupee, hvilket svarer til knap 60.000 danske kroner. Regeringen vil nu undersøge de juridiske muligheder for, at den italiske olietankers ejere skal betale erstatning.