En forfatningsreform i Italien har udviklet sig til en skygge-afstemning for-eller-imod premierministeren.

Rom. Når italienerne søndag skal til folkeafstemning, står der en forfatningsreform på stemmesedlen.

Men i baghovedet på mange italienere har afstemningen udviklet sig til en for-eller-imod-afstemning om premierminister Matteo Renzi - og dermed muligvis hans politiske liv.

Det vurderer to danske iagttagere af italienske forhold.

Premierministeren forsøgte at hjælpe ja-siden til sejr ved at true med at trække sig, hvis resultatet blev til et nej. Det har siden givet bagslag, og Renzi har flere gange forsøgt at trække i land.

Men afstemningen har ikke kun symbolsk værdi for Renzi. Det fortæller Morten Heiberg, der forsker i italiensk politik på Københavns Universitet.

- Hvis det bliver et ja, så får vi en styrket regering, siger han.

- Den vil få meget nemmere ved at få sin politik gennem det italienske parlament.

Det sker blandt andet fordi, det ikke længere vil være nødvendigt at kontrollere begge parlamentets kamre.

- Det vil være et afgørende nybrud i Italien og være med til at sikre en mere effektiv regeringsførelse og forbedre mulighederne for at kunne lovgive i en svær politisk situation, siger Morten Heiberg.

Anderledes sort ser det ud for premierminister Renzi, hvis den italienske befolkning siger nej tak til hans reform af forfatningen.

Det er dog langt fra sikkert, at premierministeren fører sin trusler ud i livet, mener forfatter og Italiens-kender Thomas Harder.

- Renzi har i flere omgange prøvet at trække i land igen, fordi det er gået op for ham, at folkeafstemningen i høj grad er kommet til at handle om, om man kan lide ham eller ej, siger han.

Selvom landets præsident kan beslutte, at Renzi skal forlade sin post, vil det næppe ske, vurderer Morten Heiberg.

Præsidenten tør nemlig næppe udløse den politiske usikkerhed af frygt for, at magten falder i hænderne på for eksempel det uortodokse parti Femstjernebevægelsen, der ledes af komikeren Beppe Grillo.

/ritzau/