Den israelske forsvarsminister, Ehud Barak, håber, at Libyens leder, Muammar Gaddafi, bliver væltet.

Den israelske forsvarsminister, Ehud Barak, har udtrykt håb om, at den libyske diktator, Muammar Gaddafi, bliver væltet og siger, at Israel må forblive stærk under de turbulente mellemøstlige opstande, der åbner et "nyt kapitel" i regionens historie.

- Vi bor i et hårdt kvarter, hvor der ikke er nogen nåde for de svage, ingen chance nummer to for dem, der ikke kan beskytte sig selv, siger Barak til tv-stationen CNN.

- Hele området bevæger sig ind i et nyt kapitel. Forhåbentlig bliver det bedre. Vi er nødt til at have styrke til at beskytte os selv, mens vi forsøger at finde nye måder og åbninger for den politiske proces og freden, siger han.

Da den israelske forsvarsminister blev spurgt om, hvorvidt han ønsker, at Gaddafi bliver væltet, svarede han: "Jeg håber han bliver afsat".

Barak havde dog flere positive ting at sige om Egyptens afsatte præsident Hosni Mubarak.

- Jeg følte, at den sidste side i et vigtigt kapitel i det moderne Egyptens historie blev vendt og et nyt startede, siger han.

- Jeg føler personligt en masse respekt og en slags empati for Mubarak. Han var en vigtig leder for sit land, siger Barak.

Den afsatte egyptiske præsident var en betroet samarbejdspartner til Israel, da han blandt andet indgik en fredsaftale med landet i 1979 og samtidig var en vigtig brik i forhold til at gennemføre en israelsk blokade af Gazastriben.

- Jeg tror, at han havde mange egypteres respekt, siger Barak.

/ritzau/AFP