Israels regering vil ikke forhandle med den palæstinensiske regering, som har indgået en forsoningspagt med »terrororganisationen« Hamas.

ISRAEL: Det israelske sikkerhedskabinet suspenderede torsdag fredsforhandlingerne med palæstinenserne som reaktion på en forsoningsaftale, som den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har indgået med den islamistiske Hamas-gruppe.

»Sikkerhedskabinet har enstemmigt besluttet, at Israels regering ikke vil forhandle med den palæstinensiske regering, der er støttet af Hamas - en terrororganisation, der kræver Israel tilintetgjort,« står der i en erklæring fra kabinettet.

Den blev udsendt efter et seks timer langt møde, hvor Israel samtidig besluttede at indføre økonomiske sanktioner mod Det Palæstinensiske Selvstyre.

Onsdag blev en forsoningspagt indgået mellem Hamas og PLO, der rummer Hamas’ rivaler, Fatah-bevægelsen, som Abbas er leder af. Aftalen stiler mod en samlet regering inden for fem uger og et fælles valg efter seks måneder i tilfælde af en godkendelse af det palæstinensiske parlament.

Et par timer efter aftalens offentliggørelse valgte Israel at aflyse et planlagt fredsmøde med sine palæstinensiske modparter.