Israel kræver 24 timers fred før våbenhvile

Israel vil ikke lægge våbene, før der er gået 24 timer uden angreb. Det meddeler regeringen tirsdag aften ifølge AFP.

Tidligere tirsdag oplyste en talsmand for palæstinensiske Hamas ellers, at en våbenhvile ville træde i kraft tirsdag aften klokken 23 dansk tid.

Egyptens præsident, Mohammed Morsi, er mægler i konflikten, og han sagde tidligere på dagen, at en våbenhvile var undervejs i løbet af få timer.

Israels regering har været meget fåmælt om en eventuel våbenhvile. Regeringen har dog meldt ud, at man ikke har nogen aktuelle planer om at indsætte landstyrker, sådan som man tidligere har truet med at gøre.

Regeringen har dog valgt at distribuere flyveblade, der advarer beboere i dele af Gazastriben om at forlade deres hjem af sikkerhedshensyn.

Både USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, og FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, ventes at ankomme til Jerusalem tirsdag aften.

Elementerne i en mulig våbenhvile-aftale efter 24 timers fred er endnu ukendte, men begge lejre har stillet krav til en sådan aftale. Israel har krævet indstilling af beskydninger fra Gaza, mens Hamas har krævet ophør af blokaden mod Gaza samt et stop for Israels »snigmord«.

Læs også: