Egyptens premierminister besøger Gazastriben i tre timer, og i det tidsrum indstiller Israel alle operationer i området.

ISRAEL: Der bliver kortvarig ro for borgerne i Gazastriben fredag. Egyptens premierminister, Hisham Kandil, besøger det Hamas-kontrollerede område i tre timer, og mens han er i Gaza vil Israel midlertidigt indstille operation »Pillar of Defense«.

Det er landets regering gået med til.

- Premierminister Benjamin Netanyahu har accepteret en egyptisk anmodning om at indstille alle offensive operationer i Gaza under den egyptiske premierministers besøg her til morgen, som skal vare tre timer, siger en israelsk regeringskilde til nyhedsbureauet Reuters.

- I det svar, der er blevet sendt til egypterne, har vi sagt, at den israelske hær (IDF) vil indstille beskydningen på den betingelse, at der ikke kommer angreb fra Gaza i perioden, lyder det.

Konflikten mellem Israel og den militante bevægelse Hamas er blevet intensiveret i løbet af natten til fredag.

Israelerne har ifølge BBC bombarderet Gazastriben fra luften i løbet af natten, og israelerne hævder selv, at de har ramt intet mindre end 150 individuelle mål.

Torsdag sendte militante palæstinensere adskillige raketter mod den israelske storby Tel Aviv, og ifølge Hamas er der i løbet af én dag blevet sendt 350 raketter mod israelske byer. Israelerne hævder, at omkring en tredjedel af disse er blevet opsnappet af landets missilforsvarssystem.

Konflikten mellem de to parter er eskaleret, efter at Israel onsdag dræbte den højtstående leder af Hamas’ militære fløj, Ahmed al-Jaabari. Det fik Hamas til at varsle, at Israel har åbnet har åbnet »portene til helvede«.

Mindst 18 palæstinensere, heraf flere børn, har ifølge BBC mistet livet under de seneste dages angreb i Gaza. Israel rapporterer, at tre israelere har mistet livet under palæstinensiske raketangreb rettet mod den sydlige del af landet.

Angrebene har skabt international frygt for en eskalerende konflikt, der reelt kan ende i en krigssituation. Israelerne afviser dog at have planer om en invasion, men har samtidig indkaldt 30.000 soldater fra reserven, som kan inddrages, skulle hæren finde det nødvendigt.

Samtidig prøver omverdenen at lægge en dæmper på gemytterne. Ifølge BBC forsøger Egyptens præsident Mohamed Morsi at mægle mellem de to parter, mens USA har bedt Tyrkiet, Egypten og en række europæiske lande om at overbevise Hamas om, at raketangrebene skal indstilles.