Det israelske militær slog natten til tirsdag til mod to palæstinensiske mænd, der menes at stå bag sommerens bortførelse af tre israelske teenagere.

ISRAEL: Israelske soldater har tirsdag dræbt to unge palæstinensere, der ifølge israelsk militær stod bag bortførelsen og drabene på tre israelske teenagere på Vestbredden i juni. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Det var den hændelse, der kulminerede med en næsten to måneder lang israelsk offensiv mod Hamas-bevægelsen i Gazastriben.

De dræbte palæstinensere, der begge var omkring 30 år, var fra området omkring Hebron, og de har været eftersøgt af israelsk militær i månedsvis.

Beboere i Hebron fortæller ifølge Reuters, at israelske styrker i løbet af natten til tirsdag omringede huset, hvor de to palæstinensere befandt sig. Ifølge israelsk militær ville man anholde de to palæstinensere, da der udbrød en skudkamp.

»Vi åbnede ild, de besvarede ilden og blev dræbt i skudvekslingen,« siger talsmanden for det israelske militær, oberstløjtnant Peter Lerner, ifølge Reuters.

Hebrons guvernør, Kamel Hmeid, fordømmer ifølge Reuters drabet på de to palæstinensere, som han omtaler som martyrer.

De to dræbte havde ifølge Reuters forbindelse til den palæstinensiske Hamas-bevægelse, som oprindeligt frasagde sig enhver indblanding i bortførelsen af de israelske teenagere.

I sidste måned påtog Hamas sig dog ansvaret for drabene, men Hamas-ledelsen sagde samtidig, at de ikke havde noget kendskab til, at de unge palæstinensere ville slå til.