Israelsk luftangreb rammer to militante på en motorcykel i det nordlige Gaza.

ISRAEL: Et israelsk luftangreb i Gaza dræbte lørdag en palæstinensisk leder af en militant gruppe med forbindelser til al-Qaeda.

Desuden blev også en anden mand dræbt i angrebet, oplyser palæstinensiske læger og Hamas ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Begge kørte på en motorcykel i den nordlige by Jabaliya under angrebet. Ifølge Hamas var den dræbte leder Hisham Al-Saedni, der også går under navnet Abu Al-Waleed Al-Maqdissi, som er i toppen af salafistgruppen »Tawhid wal-Jihad«

Gruppen er kendt for at bruge al-Qaedas ideologi, og ifølge Reuters har Saedni været medlem af al-Qaeda siden Irak-krigen i 2003. Saedni blev i marts 2011 fængslet af Hamas og blev befriet i august i år.

Det israelske militær har endnu ikke bekræftet, at Saedni skulle være blandt de dræbte. Tidligere omtalte Israels militær de to mænd som »terroragenter fra Hashora Rådet for Muhajideen, en Gaza-baseret jihad-organisation«. Hashora Rådet tog fredag ansvaret for at have affyret en raket mod den israelske by Netivot og ramt et hus. Ingen kom til skade under angrebet.

Hamas og Israel har været ude af stand til at opnå en fredsaftale i en længere periode. I juni blev der mere end 150 gange affyret raketter fra Gaza mod Israel, hvor fem blev såret. Gengældelsesangrebet fra Israel mod Gaza kostede efterfølgende 15 mennesker livet, ifølge AFP.

Tidligt i september blev seks palæstinensere desuden dræbt i et luftangreb i den nordlige del af Gaza, og senere samme måned mistede tre ansatte fra Hamas-regeringen livet under endnu et angreb.