Den israelske regering mener, at det syriske regime begår forbrydelser mod menneskeheden og opfordrer Vesten til at gribe militært ind i det uroplagede land.

Syriens præsident Bashar al-Assad er ansvarlig for et folkemord, som i øjeblikket finder sted mod det syriske folk, og Vesten bør hurtigst muligt gribe ind, som man også så det i Libyen sidste år.

Sådan lyder det fra Israel, der deler grænse med Syrien og som er urolig over udviklingen i det arabiske naboland, som også er tidligere krigsmodstander.

- En forbrydelse mod menneskeheden, folkemord, finder sted i Syrien i dag. Og verdensmagternes stilhed står i modsætning til al menneskelig logik, siger den israelske vicepremierminister, Shaul Mofaz, ifølge Reuters.

Særligt Ruslands holdning til præsident Assad og det syriske styre er kritisabel, siger vicepremierministeren, som mener, at russerne aktivt bevæbner Assad-regimet.

- Det værste er de russiske handlinger, hvor man ugentligt fordømmer nedslagtningen, mens man fortsat bevæbner Assads dræberregime. I bedste fald er det uansvarlighed, og i værste fald er det medvirken i slagteriet, siger Shaul Mofaz.

Rusland, der i mange årtier har været allieret med Syrien, afviser, at man giver våben til det syriske styre, og Moskva har længe været modstander af en international intervention, som Israel opfordrer til.

- Vi har behov for, at Vesten gør noget. Vi har brug for at blive hørt. Dette slagteri foregår ikke langt fra Israels grænse. Vi kan ikke selv involvere os - af forståelige årsager. Men jeg mener, at Vesten anført af USA har en interesse i at overvåge situationen, så folkemord ikke finder sted, siger Shaul Mofaz.

Udtalelserne fra Israels regering kommer efter endnu en blodig dag i Syrien. Kort efter midnat natten til lørdag blev et bombardement mod et kvarter i byen Deraa indledt, og ifølge menneskeretsorganisationen Syrian Observatory for Human Rights lyder lørdagens samlede drabstal i hele Syrien på mindst 83 civile, heriblandt kvinder og børn.