En militsleder lover, at konflikten i Mali bliver farligere end krigene i Afghanistan og Irak. Udenrigspolitisk Nævn har mandag sagt god for dansk deltagelse i konflikten.

De islamistiske oprørere lover hård og langvarig kamp mod Frankrig og de øvrige lande, der er med i militæraktionen i Mali.

- Frankrig har åbnet portene til helvede for alle franskmænd. Landet er gået i en fælde, som er farligere end Irak, Afghanistan eller Somalia. Og det er kun lige begyndt, siger militslederen Oumar Hamaha til det franske medie Europe1.

Frankrig indledte i sidste uge bombeangreb mod oprørerne. Frankrig har i øjeblikket 400 tropper i Mali, og flere end 100 oprørere meldes dræbt i offensivens første dage.

- De burde angribe på landjorden, hvis de er mænd. Vi vil byde dem velkommen med åbne arme, siger militslederen.

Trods den franske indsats mod oprørerne i det nordlige Mali, så lykkedes det ikke desto mindre oprørerne mandag at erobre byen Diabaly, der ligger blot 350 kilometer fra hovedstaden Bamako.

- De har taget Diabaly efter hård kamp og modstand fra Malis hær, oplyser Frankrigs forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian.

Danmark bidrager efter fransk anmodning med et transportfly til konflikten i Mali. Det har Udenrigspolitisk Nævn godkendt mandag.

- Vi vil gerne imødekomme den franske anmodning om at sende et transportfly til den aktion, der er i gang i det nordlige Mali, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

- Vi bidrager med et transportfly og altså ikke danske soldater, siger han.

Ifølge forsvarsminister Nick Hækkerup (S) kan det danske transportfly allerede tirsdag aften tage af sted til Mali.

Kampene i Mali er efter flere måneders stilstand brudt ud i lys lue, efter at oprørsstyrkerne indledte en offensiv mod syd 10. januar. Offensiven truede med at bringe endnu større dele af Mali under oprørernes kontrol og blev den faktor, der udløste Frankrigs militære indsats.

De al-Qaeda-relaterede oprørere har gennem de seneste ni måneder sat sig på magten i det nordlige ørkenområde og gjort den ældgamle og sagnomspundne by Timbuktu til hovedstad i en selverklæret islamisk stat.

De har påtvunget befolkningen sharialove i strengeste fortolkning og indført offentlig piskning, offentlige henrettelser og afhugning af lemmer. Yderligere har de ødelagt mange antikke kulturskatte.