Han bliver kaldt ‘dødsenglen’, ‘Iraks Rambo’, han er 45 år og så har han angiveligt dræbt 1500 krigere fra terrorbevægelsen Islamisk Stat, IS, oplyser TV2.no.

Den irakiske Ayyub Faleh al-Rubaie, der også kendt under navnet Abu Azrael, er ifølge TV2.no en militsleder, der har dræbt 1500 sortklædte IS-krigere. Dermed er han det ultimative våben i kampen mod IS, skriver Unilad, ifølge TV2.no.

Den 45-årige mand er angiveligt leder af den shiamuslimske milits, der går under navnet ‘Imam Ali Brigade’, som har som erklæret mål at bekrige IS. Ifølge flere medier er al-Rubaie far til fem, ligesom han skal være forhenværende universitetslektor.

»Når jeg sætter mine børn af ved skolen er jeg rolig. Men jeg viser et andet ansigt til dem (Islamisk Stats krigere, red.),« har han ifølge BBC udtalt til nyhedsbureauet AFP.

Den 45-årige mand er i det hele taget ikke som mænd i krig er flest. Han bruger nemlig de sociale medier aktivt i sin krigsførelse.

Hver uge uploader han nye billeder af sig selv i uniform, udstyret med automatvåben og ammunition, for at få større opbakning og popularitet. På flere billeder smiler han, mens han viser V-tegnet, skriver flere medier.

Engelske BBC har tidligere oplyst, at en Facebook-side, der er dedikeret til 'Iraks Rambo' har mere end 300.000 likes.

Det engelske medie omtalte ham tilbage i marts, da man rapporterede om kampene i den irakiske by Tikrit mellem IS på den ene side og regeringsstyrker og shiamilitser på den anden side.

TV2.no beretter desuden, at mange mener, at militslederens popularitet - ironisk nok - blandt andet skyldes hans image som værende særdeles brutal - ligesom hans modstander er det.