Offensiv med 30.000 irakiske soldater og militsfolk skal drive Islamisk Stat ud af nordlig provins og fortsætte mod byen Mosul.

IRAK: Den irakiske regeringshær har sammen med sunni- og shiamuslimske militser indledt en omfattende offensiv mod terrorbevægelsen Islamisk Stat i Iraks nordlige Salahuddin-provins.

Ifølge Reuters er mindst 30.000 mand kastet ind i offensiven, der blandt andet er rettet mod Saddam Husseins hjemby Tikrit, som Islamisk Stat indtog i sommer.

En talsmand for regeringsstyrkerne siger ifølge BBC, at de står fem kilometer fra byens midte og har erobret adskillige forstæder. Også andre steder i provinsen rapporteres Islamisk Stat at være på flugt.

Udover styrkerne på jorden vil den amerikansk ledede koalition støtte offensiven med luftangreb. Ifølge BBC er irakiske fly allerede indsat og yder luftstøtte.

Det er usædvanligt, at shiamuslimske krigere kæmper siden om side med sunnimuslmier. De to grupper regnes normalt som fjender, men ifølge Reuters, deltager 2.000 shiamuslimer i offensiven.

Dens langsigtede mål er ifølge den irakiske premierminister, Haider al-Abbadi, at smide Islamisk Stat ud af hele Salahuddin-provinsen, der blandt andre omfatter byerne Samarra, Balad samt Tikrit.

Efterfølgende ventes en offensiv indledt mod den nordlige by Mosul. Byen er Iraks tredjestørste og ligger i provinsen Nineveh, der er naboprovins til Salahuddin.

Islamisk Stat indtog i sommer Mosul til de kurdiske forsvareres enorme frustration, og de kurdiske peshmergastyrker som i mellemtiden er blevet trænet af vestlige militærrådgivere, ventes at udgøre den ene del af den front, der i løbet af foråret skal forsøge at presse Islamisk Stat ud af Mosul.

Den amerikanske udenrigsminister John Kerry hilser offensiven velkommen med en bemærkning om, at når »irakerne går sammen i en offensiv med deres allierede i koalitionen, har vi smidt Islamisk Stat ud«.

John Kerry drager også en sammenligning mellem situationen i Irak, hvor der er landtropper til rådighed, og til kampen mod Islamisk Stat i Syrien.

»Syrien er en helt anden ting. Syrien er en større udfordring. Vi bliver nødt til at have folk på jorden der,« siger den amerikanske forsvarsminister.

Der bliver dog ikke tale om amerikanske tropper, fastslår han, men samtidig minder han om, at bevæbningen og uddannelsen af en del af de syriske oppositionsgrupper begynder i denne måned, og at en lang række arabiske lande er begyndt at røre på sig i forhold til Islamisk Stat.

De seneste dage er det med luftstøtte fra koalitionens fly lykkedes for den syrisk-kurdiske milits YPG at trænge Islamisk Stat tilbage fra et område i det nordlige Syrien. Den kurdiske offensiv har ifølge oplysningerne til hensigt at afskære Islamisk Stat forsyningslinjer til Irak.