Mange af IS' mænd i Jarablus har overgivet sig. Halvdelen af byen kontrolleres nu af tyrkiskstøttede oprørere.

Beirut/Karkamis. Islamisk Stats krigere trækker sig tilbage fra flere landsbyer i området omkring den syriske grænseby Jarablus, som tyrkisk militær har beskudt.

De militante fortrækker sydpå, oplyser en kommandant for syriske oprørsstyrker ifølge Reuters.

Det statslige tyrkiske nyhedsbureau Anadolu meddeler, at oprørerne, som har opbakning fra Tyrkiet, nu kontrollerer hele byen.

Dermed er Islamisk Stat presset ud af en af gruppens sidste bastioner langs den tyrkisk-syriske grænse, rapporterer Anadolu.

Ingen tyrkiske soldater blev dræbt eller såret i løbet af operationen for at befri Jarablus, men en syrisk oprører er dræbt.

Oprørerne trængte ind i Jarablus onsdag morgen sammen med mindst ni tyrkiske kampvogne. Desuden har de støtte fra specialenheder og fly fra den amerikanskledede koalition, der bekriger Islamisk Stat fra luften.

Kommandanten for oprørsgruppen Failaq al Sham, siger til Reuters, at mange af Islamisk Stats mænd i Jarablus har overgivet sig.

- Daesh har trukket sig fra flere landsbyer i udkanten af Jarablus og er nu på vej sydpå mod byen al-Bab, siger han.

Daesh er et arabisk udtryk for Islamisk Stat.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har sagt at militæroperationen i Jarablus er rettet mod både Islamisk Stat og det kurdiske PYD-parti.

De kurdiske gruppers fremrykning i det nordlige Syrien har vakt bekymring i Tyrkiet. Regeringen betragter PYD som en forlængelse af de kurdiske militante grupper, som den tyrkiske regering bekriger inden for det sydøstlige hjørne af sine egne grænser.

/ritzau/Reuters