København. Islamisk Stat (IS) har tabt godt 60 procent af sit område i Irak og 40 procent af sit område i Syrien. Over 1,3 millioner fordrevne irakere menes at være vendt tilbage til deres hjemegn i Irak.

Det siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ved et åbent samråd i Folketingets udenrigsudvalg om vores militære indsats i Irak. Han er indkaldt af Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup.

Den danske indsats og koalitionen følger fem spor for indsatsen i Irak: Militært, stabilisering, stop for tilstrømning af fremmedkrigere, stop for finansiering af IS og kamp mod IS' brand og ideologi.

Nick Hækkerup har bedt ham forklare, hvorfor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kort før jul sagde, at vores indsats i i Irak bliver "årelang", og at indsatsen kan "skifte niveau over tid.

- Vi kan ikke give en slutdato for den danske indsats i Irak. Statsministerens udtalelse skal ses i lyset af, at koalitionens indsats er bredspektret, siger udenrigsministeren.

Løkke udtalte sig 12. december i Irak, hvor han besøgte sin søn Bergur, som træner irakiske soldater i kampen mod IS. I januar besluttede Danmark også at indsætte specialstyrker på grænsen mellem Irak og Syrien.

- Det må og skal være Irak, som fortsat spiller hovedrollen. Mere end 6000 irakiske soldater har modtaget uddannelse fra Danmark, siger udenrigsministeren.

Løkke sendte for nylig fregatten "Peter Villemoes" afsted til en amerikansk hangarskibs-gruppe. Krigsskibene bekæmper IS fra Middelhavet med kampfly mod Irak og Syrien.

Siden 2012 har Danmark givet over 300 millioner kroner til den humanitære indsats i Irak. Senest er forholdene forværret for indbyggerne i Mosul, hvor irakiske styrker kæmper for at fordrive IS, siger udenrigsministeren.

/ritzau/