Tyrkiets udenrigsminister siger, at Jarablus-operation vil accelerere nedkæmpelse af IS i Aleppo-regionen.

København. Tyrkisk støttede syriske oprørere har indtaget en landsby uden for byen Jarablus i Syrien, skriver nyhedsbureauet Anadolu.

- Landsbyen ligger tre kilometer inde i Syrien. Oprørere fra Den Frie Syriske Hær har befriet landsbyen Keklice, hedder det.

Tyrkiske kampvogne rykkede tidligere onsdag ind over grænsen til Syrien. Formålet er at befri regionen omkring den nordlige syriske grænseby Jarablus for Islamisk Stat.

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlut Cavusgolu, skriver i en erklæring på sin officielle Twitter-profil, at Jarablus-operationen vil accelerere nedkæmpelsen af Islamisk Stat i Syriens nordlige Aleppo region:

- Vi behøver ikke at slå mod myg. Vores mål er at udrydde hele sværmen og fjerne truslerne mod Tyrkiet.

Militsfolkene fra Islamisk Stat sendte en mortérgranat ind over grænsen til Tyrkiet tidligere på dagen. Granaten slog ned på en tom mark, siger øjenvidner.

Angrebet skulle øjensynligt være gengældelse for tyrkiske luftangreb nær Jarablus.

Den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, siger, at operationen både er vendt mod IS og militante kurdere.

En reporter fra nyhedsbureauet Reuters på stedet siger, at mindst seks tyrkiske kampvogne er inde i Syrien. Der høres intense bombardementer i området.

Tyrkiske fly og artilleri bombarderet mål i området første gang ved daggry.

Omkring 1500 syriske oprørere deltager i en offensiv mod jihadisterne fra den tyrkiske by Gaziantep, oplyste BBC tirsdag.

Det var byen Gaziantep, som lørdag blev rystet af et blodigt selvmordsangreb mod et kurdisk bryllup og flere end 50 mistede livet.

BBC's korrespondent i den tyrkiske by siger, at det er den planlagte offensiv, som menes at være baggrunden for selvmordsbomben, som IS formodes at stå bag./ritzau/Reuters