Beirut: Islamisk Stat (IS) bekræfter, at gruppens topbøddel, den britiske statsborger Jihad John, er blevet dræbt i et luftangreb i Syrien, skriver AFP.

I midten af november sidste år kom det frem, at amerikanerne muligvis havde dræbt Jihad John i et droneangreb i den syriske by Raqqa, hvor Islamisk Stat har sit hovedkvarter. Det er dog først nu, at bødlens død bliver officielt bekræftet af Islamisk Stat selv.

Jihad John har med en kniv skåret halsen over på flere britiske, amerikanske og japanske gidsler i Syrien.

Henrettelserne er blevet videofilmet og lagt ud på internettet.

Fakta: Det ved vi om Jihad John

* Hans mor navngav ham Mohammed Emwazi, men hele verden lærte ham at kende som bødlen Jihad John, der henrettede Islamisk Stats gidsler på video.

* Emwazi blev født i Kuwait for 27 år siden og flyttede med sin familie til det vestlige London, da han var seks år.

* Familien boede i middelklasseområdet North Kensington, hvor der i de seneste år er afsløret et netværk af ekstremistiske muslimer.

* Han læste computerprogrammering på University of Westminster og fik sin eksamen i 2009.

* Han blev angiveligt radikaliseret under en rejse med et par venner til Tanzania i 2009.

* Han blev dog ikke lukket ind i landet, men sendt hjem via Holland. Han blev afhørt af sikkerhedstjenesten MI5, der forsøgte at gøre ham til informant.

* Han hævdede, at MI5 derefter fulgte ham. Hans forældre fik ham til at tage til Kuwait til sin forlovede. Han fik et it-job i Kuwait.

* Retsdokumenter knytter ham til ekstremist-netværket "The London Boys", trænet af al-Shabaab.

* Han menes at være kommet til Syrien i 2012 eller 2013 via en ukendt rute.

Kilde: AFP, The Guardian, Washington Post

/ritzau/