Uopmærksomme demonstranter i den islam-kritiske bevægelse Pegida har gået med bannere, der reklamerede for mere tolerence over for flygtninge.

TYSKLAND: Indvandrekritiske demonstranter i Nordtyskland blev mandag lokket i en fælde, der betød, at de demonstrerede mod sig selv.

Da omkring 500 Pegida-sympatisører samlede sig i den nordtyske by Schwerin for at demonstrere mod »islamisering af Vesten«, tog de gladeligt imod gratis bannere og flyers, hvor der stod mvgida.de, skriver The Washington Post.

Mvgida er navnet på en ny islam-kritisk organisation i byen, der støtter op om den større Pegida-bevægelse i Tyskland, som kæmper mod islamisering af Vesten. Men i stedet for at lede internetbrugere hen til en islam-kritisk hjemmeside, ledte mvgida.de hen til en hjemmesiden mod den indvandrerfjendske bevægelse.

Efter nogle timer gik det op for demonstranterne, hvoraf nogle er erklærede nynazister, at de i virkeligheden havde promoveret immigranternes sag.

På hjemmesiden mvgida.de kunne man læse: »Afskyelige Pegida-tilhængere. Informér jer selv i stedet for bare at efterabe slogans«.

I en mail til The Washington Post har de anonyme aktivister bag de falske bannere skrevet, at de ønskede at gøre nynazisterne forlegne.

»Men vi ønskede også at nå dem, der slutter sig til protesterne, fordi de har bekymringer, som delvist er berettiget. Dog mener vi ikke, at disse mennesker bør give udtryk for deres bekymringer sammen med anti-islamiske og anti-demokratiske ekstremister,« skrev gruppen til avisen.

Hjemmesiden mvgida.de foreslog alternative metoder til, hvordan demonstranterne kunne vise deres bekymringer omkring flygtningestrømme og muslimske indvandrere.