Ved du noget om sagen, eller kender du nogen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Tre terrorister spredte død og ødelæggelse i Istanbuls travle Atatürk-lufthavn tirsdag aften, hvor mindst 42 blev dræbt og 238 såret, da terroristerne gik amok med automatvåben og efterfølgende sprængte sig selv i luften.

Men ugerningen kan vise sig at være et alvorligt selvmål for Islamisk Stat, som med al sandsynlighed står bag blodsudgydelserne i hjertet af Tyrkiets største by.

Det skriver direktøren for det tyrkiske forskningsprogram ved The Washington Institute, Soner Cagaptay, i en analyse på CNN.

'Hvis IS virkelig står bag dette angreb, som USA og Tyrkiet hævder, vil det være en krigserklæring. Tyrkiets hævn vil komme som regn fra helvede,' skriver Soner Cagaptay.

Læs også: Advarsel - stærke billeder: Heltemodig politimand fælder terrorist før han tager uskyldige med sig i døden

Hvad han mener med 'regn fra helvede' fremgår ikke, men det kan meget vel tænkes at være en metafor for, at Tyrkiet vil intensivere sin bomberegn over terrororganisationen og for alvor give koalitionen en hjælpende hånd med at trænge IS i defensiven.

'Indtil videre har Tyrkiet undgået at engagere sig fuldt ud i krigen mod IS. I stedet har prioriteten været at bekrige Assads regime i Syrien og blokere de syriske kurderes fremmarch. Men nu kan det blive uundgåeligt, at Tyrkiet som førsteprioritet vil bekæmpe IS,' skriver Soner Cagaptay, som også har udgivet en bog om Tyrkiets fremmarch i det 21. århundrede.

Tyrkiet-eksperten påpeger, at IS og Tyrkiet tidligere bevidst undgik at bekæmpe hinanden. Han nævner blandt andet at IS undlod at angribe og udslette en tyrkisk enklave i Syrien, som de ellers havde omringet, og at Tyrkiet i lang tid holdte sig ude af koalitionen mod terrororganisationen.

Men det er ifølge Soner Cagaptay slut nu.

Artiklen fortsætter under billedet:

En pårørrende til et af de ofre, der tirsdag mistede livet under angrebet i lufthavnen.
En pårørrende til et af de ofre, der tirsdag mistede livet under angrebet i lufthavnen. Foto: SEDAT SUNA
Vis mere

Han hæfter sig ved, at Islamisk Stat nok har angrebet Tyrkiet før, men slet ikke i samme skala, som det uhyggelige terrorangreb tirsdag aften. Et angreb som endda var rettet mod selve hjertet af Tyrkiet – nemlig Atatürk-lufthavnen, som størstedelen af de mere end 30 millioner turister, der hvert år besøger landet, lander i. Lufthavnen er også kendt for at være basen for Turkish Airlines – Tyrkiets eneste verdensomspændende brand.

Så det er både et angreb mod Tyrkiets vigtige turismeindustri og et symbolsk angreb på selve Tyrkiet.

Derfor bliver præsident Recep Tayyib Erdogan nødt til at ændre kurs og tage et opgør med IS – og det kan blive et hårdt slag for terrororganisationen, blandt andet på grund af Tyrkiets geografiske placering lige op og ned af Islamisk Stats stadigt vigende landområder, vurderer Soner Cagaptay.

Endnu har ingen taget ansvaret for terrorangrebet, men ifølge Tyrikets premierminister Binali Yildirim er der fundet beviser på gerningsstedet, som peger tydeligt i retning af, at Islamisk Stat står bag.

Lufthavnen i Istanbul onsdag d. 29. juni.
Lufthavnen i Istanbul onsdag d. 29. juni. Foto: GORAN TOMASEVIC
Vis mere