Det irske EU-formandskab har indkaldt flere europæiske ministre til hastemøde i Bruxelles om hestekødsskandalen.

Bruxelles: EUs forbrugerkommissær, Tonio Borg, og andre europæiske ministre vil mødes i Bruxelles på onsdag for at diskutere konsekvenserne af fundet af hestekød, der sælges som oksekød i flere produkter. Det oplyser en talsmand for den irske regering, som i øjeblikket har EU-formandskabet, skriver Reuters.

Irlands landbrugsminister, Simon Coveney, ønsker at drøfte »de skridt, der er nødvendige at tage på EU-plan, for at få taget hånd om denne omfattende sag«, oplyser den irske regering i en erklæring på sin hjemmeside for sit EU-formandskab ifølge Reuters.

I de seneste dage er der blevet afsløret kødsvindel for millioner af kroner i adskillige europæiske lande. Flere producenter af færdigretter har angiveligt anvendt hestekød i stedet for oksekød i deres retter, og kødet er indtil videre blevet fundet i engelske, svenske og franske kølediske. Blandt andet har den svenske producent Findus opdaget, at deres frosne oksekødslasagne næsten udelukkende bestod af hestekød, mens den tyske supermarkedskæde Aldi bekræfter, at to af deres frosne måltider produceret af det franske firma Comigel, som også leverer til Findus, indeholdt mellem 30 og 100 procent hestekød.

Organiserede kriminelle bander, der opererer internationalt, mistænkes for at spille en afgørende rolle i hestekødsskandalen, der har fået britiske og andre europæiske supermarkeder til at fjerne en række varer fra hylderne.

Kødet skulle stamme fra Rumænien og være kommet videre ud i Europa med hjælp fra den polske og italienske mafia.