IRAN: Redningsarbejdere gennemroder fortsat bunker af murbrokker i flere landsbyer i Iran i forsøget på at finde overlevende efter to kraftfulde jordskælv på henholdsvis 6,4 og 6,3 Richter lørdag.
Ifølge Reuters er 180 indtil videre meldt omkommet, mens omkring 1.500 er blevet såret.
Og antallet af døde kan stige, fordi flere af de tilskadekomne er i kritisk tilstand, mens nogle fortsat sidder fast under sammenstyrtede huse, lyder det fra redningsholdet.
Skælvene ramte tæt på byerne Tabriz, der er Irans femtestørste by med omkring halvanden millioner indbyggere, og Ahar. Men langt størstedelen af de omkomne skal have mistet livet i de omkringliggende landsbyer.
- Jordskælvet har skabt kæmpe panik blandt folk. Alle styrtede ud på gaderne, og ambulancernes sirener kan høres overalt, siger en beboer i Tabriz til BBC.
Seks landsbyer er blevet fuldstændig ødelagt, mens yderligere 60 landsbyer har pådraget sig meget alvorlige skader, oplyser de lokale medier.
Tusindvis er flygtet og holdt sig hele lørdagen udendørs, mens mindst 40 efterskælv ramte området.
Redningsarbejdet er blevet besværliggjort af, at telefonlinjerne i mange af de mindre landsbyer er brudt sammen på grund af skælvene. Og også mørkets frembrud har givet de mange redningsarbejdere, der er blevet sendt til regionen, svære arbejdsforhold.
Billeder fra de iranske medier viser lig liggende på jorden i byen Ahar, og læger har behandlet folk under åben himmel indtil skumringen.
De seneste år har Iran oplevet adskillige jordskælv på grund af landets beliggenhed. I 2003 er skælv på 6,6 Richterm sin sendte den historiske by Bam i grus og dræbte flere end 25.000 mennesker.



