Motorproblemer fik amerikanske flådeskibe ind i iransk farvand. Iran lover, at de vil blive frigivet prompte.

Washington DC: To amerikanske flådefartøjer er sent fredag blevet tilbageholdt af Iran. Det skriver nyhedsbureauet AP på sin hjemmeside.

Ifølge bureauet mistede den amerikanske flåde kontakten til to mindre krigsskibe, der befandt sig i Den Persiske Bugt. De to skibe var på vej fra Kuwait til Bahrain, da det ene skib fik motorproblemer.

Det fik kortvarigt skibene ind i iransk farvand, hvor de efterfølgende blev opbragt af iranske styrker. Det ombordværende personel er nu i iransk varetægt. Der er tale om 10 personer, skriver CNN.

Ifølge CNN oplyser amerikanske forsvarskilder, at man har været i kontakt med de iranske myndigheder. De fortæller, at både skibene og flådepersonalet hurtigst muligt vil blive frigivet.

- Vi tager hånd om det. Vi arbejder på det og håber på at løse situationen hurtigt, siger vicesikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus Ben Rhodes til CNN.

Ifølge AP har USA's udenrigsminister, John Kerry, været i kontakt med sin iranske modpart, Mohammad Javad Zarif, omkring situationen.

/ritzau/