Kurderne i det nordlige Irak er ved at lægge grunden til finansiering af et selvstændigt Kurdistan.

IRAK: Kurderne i det nordlige Irak lægger stille og roligt deres hånd på stadig flere oliefelter.

Fredag overtog kurdiske styrker ifølge Reuters kontrollen med to statslige felter, der ligger i nærheden af Kirkuk, som kurderne overtog kontrollen med for nogle uger siden. Kirkuk er centrum for nogle af de vigtigste oliefelter i Irak og kom under kurdisk kontrol efter, at irakiske sikkerhedsstyrker flygtede fra byen under den islamistiske oprørsgruppe Islamisk Stats lynoffensiv.

Kurderne har gennem mange år gjort krav på Kirkuk som en del af det kurdiske selvstyreområde, men først nu er det lykkedes.

Den kurdiske ekspansion i nord og overtagelsen af kontrollen med oliefelterne har skabt vrede i Bagdad, hvor premierminister Nouri al-Malaki er under pres for at få stablet en regering på benene efter parlamentsvalget i april.

Kurderne meddelte også fredag, at de formelt trækker sig ud af den siddende midlertidige regering, men forbliver i parlamentet.

Samtidig arbejder den kurdiske ledelse på at etablere en folkeafstemning i selvstyreområdet, der skal afgøre, om der skal etableres en selvstændig kurdisk stat under navnet Kurdistan.

Med annekteringen af oliefelterne vil en selvstændig kurdisk stat få et betydeligt indkomsttilskud fra olien, der ventes eksporteret gennem en rørledning i Tyrkiet til en tyrkisk udskibningshavn.

Den første olie er allerede afskibet. Køberen var - Israel.