Islamisk Stats opdigtede stat er faldet, siger en general på irakisk tv.

Bagdad. Iraks hær oplyser, at specialstyrker har generobret den berømte moské i Mosul, hvor lederen for Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, for tre år siden udråbte sit kalifat.

- Styrken til terrorbekæmpelse kontrollerer Nuri-moskéen og Al-Hadba (minareten red.), lyder det fra den irakiske overkommando.

Nuri-moskéen blev i sidste uge sprængt i luften. Ifølge den irakiske regering var det IS, som sprængte den, fordi jihadisterne var tæt på at blive løbet over ende af de irakiske styrker.

En kommandant for specialstyrkerne i Mosul, som nyhedsbureauet AFP har talt med, nøjes med at sige, at moskéen er tæt på at blive generobret, men at den endnu ikke er indtaget.

Men det handler kun om 20 meter, inden moskéen er tabt for IS, siger han.

På irakisk tv siger en irakisk general, Yahya Rasool, at IS har tabt kampen i Mosul, skriver Reuters.

- Deres opdigtede stat er faldet, erklærer han.

Den øverste leder for IS, Abu Bakr al-Baghdadi, stillede sig i sommeren 2014 under en fredagsbøn op på prædikestolen i Nuri-moskéen og udråbte kalifatet.

Det var kort efter, at IS under en lynoffensiv erobrede Mosul og store dele af det nordlige og vestlige Irak.

Baghdadi er ikke set offentligt siden.

Rusland siger, at det er i gang med at undersøge, om det kan få bekræftet oplysninger om, at Baghdadi døde under et luftangreb i Syrien i sidste måned.

Over 100.000 mennesker menes stadig at være fanget under kampene i Mosul mellem IS og den irakiske hær.

Det område, som IS måske stadig kontrollerer, er på et lille meget område i den gamle bydel. Det kan dreje sig om et antal gader, hvor der stadig er mange civile. Her foregår kampene fra gadedør til gadedør.

Der bliver skudt med mortérgranat fra disse områder, og jihadister har anbragt miner, som skal sinke den irakiske fremrykning, lyder rapporterne fra fronten.

/ritzau/AFP