Islamisk Stat har begået massakrer på civile i Mosul, siger FN's talsmand for menneskerettigheder.

Genève. FN's talsmand for menneskerettigheder siger ifølge Reuters, at han har modtaget foreløbige rapporter om, at militante fra Islamisk Stat begår uhyrlige overgreb på civile i den omringede irakiske storby Mosul.

Der er blandt andet fundet 95 dræbte landsbyboere og 50 dræbte tidligere politifolk. Talsmanden, Rupert Colville, siger, at tre kvinder og tre piger ifølge rapporter blev skudt, fordi en invalid pige ikke kunne følge med en gruppe, som blev tvunget ud på march af IS.

Colville siger samtidig, at nye rapporter bekræfter indtrykket af, at militsfolkene i Islamisk Stat vil bruge civile som menneskelige skjold.

Ved et pressemøde i Genève tirsdag sagde Colville, at 70 civile blev fundet dræbt af irakiske soldater i landsbyen Tuloul Naser den 20. oktober. De var alle blevet skudt.

Sikkerhedsstyrkerne har også fundet 50 tidligere politifolk dræbt. De menes at være blevet dræbt efter at have været fanger hos IS uden for Mosul. De blev antageligt skudt og dræbt søndag.

FN's talsmand siger, at indkomne rapporter om overgreb og grusomheder er svære at verificere. De bliver behandlet som foreløbige - og ikke definitive.

I landsbyen Safin omkring 45 kilometer syd for Mosul blev 15 civile dræbt, hvorefter deres lig blev smidt i floden for at skabe skræk og rædsel i lokalbefolkningen.

Seks mænd, som øjensynligt var i familie med en klanleder, der bekæmper IS, blev bundet fast til en bil og trukket rundt i landsbyen, siger FN-talsmanden videre.

/ritzau/AFP