De hidtil mest omfattende tyrkiske luftangreb mod PKK i det nordlige Irak udløser skarpe protester fra den irakiske regering i Bagdad.

IRAK: Tyrkiets luftangreb i det nordlige Irak rettet mod den kurdiske bevægelse PKK, får nu den irakiske regering til at tale med store bogstaver over for tyrkerne.

Ifølge Reuters har den irakiske regering udsendt en skarp fordømmelse af angrebene. Irakerne betegner angrebene som »en farlig eskalering og et angreb på Iraks suverænitet«.

Nyhedsbureauet skriver, at premierminister Haider al-Abadi på sin hjemmeside tilsvarende har anmodet Tyrkiet om at undgå yderligere eskalering og søge en løsning på krisen.

Den irakiske erklæring følger i kølvandet på, at tyrkiske fly tidligt onsdag har gennemført de hidtil mest omfattende angreb mod militante kurdere i grænseregionen i Nordirak.

Ifølge Reuters har flyene bombet seks PKK-mål, herunder bygninger, depoter og huler. En ledende embedsmand i Ankara siger til Reuters, at angrebene er de mest omfattende, siden Tyrkiet åbnede sin dobbeltfront i fredags mod både PKK i Irak og Islamisk Stat i Syrien.

Et skridt, som den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, har kaldt »en synkroniseret kamp mod terror«.