GRÆKENLAND: Mere end 5.000 indvandrere marcherede fredag gennem Athens gader i en af landets største antiracistiske demonstrationer i nyere tid.

På de protesterendes bannere stod der: »Nej til islamofobi og »Ud med nynazisterne«, og demonstrationen var kulminationen på flere måneders stigende spændinger mellem indvandrere og grækere i landet.

Protesterne blev gennemført dagen efter, at politiet havde tilbageholdt hundredvis af illegale flygtninge i den vestlige by Korinth og indsat dem i en tidligere militærlejr. Lokale myndigheder og beboere i Korinth reagerede mod, at militærlejren skulle blive til en flygtningelejr. Medlemmer af landets nye højreekstremistiske parti, Gyldent Daggry, mødte op for at blokere indgangen til lejren og kom her i karambolage med politiet.

Gyldent Daggry blev valgt ind som landets første højreekstremistiske parti ved valget i maj. Partiets klare dagsorden er modstand mod ukontrolleret indvandring,

Grækenland er et enormt tilflugtssted og en populær indgangsport til resten af Europa for især asiatiske og afrikanske flygtninge og indvandrere.

De store grupper af nytilkomne i landet møder stadig større fjendtlighed i Grækenland, samtidig med at den økonomiske gældskrise tynger landet.