Et tvillingepar på tre år fra New Dehli er lørdag aften fundet døde i deres mors vaskemaskine.

Indtil nu tyder alt på, at det er et frygteligt uheld, som de to drenge, Laksh og Neeshu, har været offer for, det skriver Times of India.

De to drenges mor, Rakhi, var ude af huset i ikke mere end seks minutter. Hun havde fyldt vaskemaskinen og ville hurtigt ned i en lokal dagligvarebutik. Hun lod de to små børn være alene hjemme.

Da moren kom hjem, kunne hun ikke finde sine to børn. Hun ledte på gaden, i værelserne og hos naboerne, men de var der ikke. Derfor ringede hun til sin mand, Ravinder, og sagde, at hun var i panik og ikke kunne finde børnene. Han skyndte sig hjem. En halv time efter fandt de to forældre de to børn liggende i vaskemaskinen.

Forældrene trak dem op fra vandet i maskinen. Børnene blev så hastet til hospitalet, hvor det kunne konstateres, at de to børn var druknet, det skriver Times of India.

Politiet siger til avisen, at de tror, at børnene er klatret op på en spand og faldet ned i vaskemaskinen. Men der er alligevel sat en efterforskning i gang.

»Det er muligt, at børnene bare var nysgerrige og ville se sig omkring, men vi sonderer over, hvordan det er lykkedes børnene at klatre til den højde, som det kræver for, at kunne komme ned i vaskemaskinen,« siger politiet til avisen.

Politiet fandt 12-15 liter vand i vaskemaskinen.

Moren har fortalt politiet, at hun tidligere har kunne lade børnene være alene hjemme, mens vaskemaskinen var tændt.