Den indiske premierminister Manmohan Singh lover konkret handling, efter offeret for den massevoldtægt, der har udløst store demonstrationer i Indien, er død.

INDIEN: Indiens premierminister Manmohan Singh sagde på et pressemøde lørdag, at han er dybt bedrøvet over, at den unge kvinde, der i forrige uge blev udsat for en brutal massevoldtægt i hovedstaden, New Delhi, er død. Det skriver Reuters.

Sagen har medført »følelser og energier« blandt unge indere, som søger ændringer i samfundet, udtalte han i en erklæring efter nyheden om den 23-årige kvindes død.

- Det vil være en sand hyldest til hendes mindre, hvis vi er i stand til at kanalisere disse følelser og energier ud i konkret handling, sagde han ifølge Reuters.

Den unge kvinde blev torsdag overført til et hospital i Singapore. Da lød meldingen, at hun havde fået alvorlige skader på hjernen, og at hun imod alle odds kæmpede for sit liv.

Inden hun kom til Singapore havde det 23-årige voldtægtsoffer gennemgået tre maveoperationer på grund af det voldsomme overfald, hvor de seks voldtægtsmænd blandt andet brugte et jernrør til at forulempe kvinden.

Voldtægten fandt sted på en bus, og overgrebet blev afsluttet ved, at kvinden blev kastet ud af bussen, der var i fart. De seks formodede gerningsmænd er efterfølgende blevet anholdt, men massevoldtægten har udløst voldsomme demonstrationer mod myndighederne i Indien, som ifølge demonstranterne ikke gør nok for at beskytte kvinder mod voldtægt.

Ifølge officielle oplysninger fra den indiske regering har New Delhi det højeste antal voldtægter per person i det kæmpemæssige land. Således anmeldes der en voldtægt i den indiske hovedstad hver 18. time.

Den grusomme sag har sat fornyet fokus på kvinders retssikkerhed i Indien. Torsdag kom det frem, at et blot 17-årigt massevoldtægtsoffer fra Punjab havde begået selvmord, efter det lokale politi havde forsøgt at presse hende til at opgive anklagen og gifte sig med en af gerningsmændene.