INDIEN: Indien har henrettet den eneste af de overlevende mænd, som i 2008 stod bag en række koordinerede terrorangreb i millionbyen Mumbai.

Det oplyser landets indenrigsminister ifølge CNN.

Manden ved navn Mohammed Ajmal Kasab var en blandt 10 mænd som i efteråret 2008 angreb en række bygninger og områder i byen, herunder flere luksushoteller, en togstation og et jødisk kulturcenter. Mændene belejrede områderne i tre dage, og i mellemtiden mistede 166 mennesker livet, mens flere end 300 blev såret. Som den eneste af terroristerne overlevede Mohammed Ajmal Amir Kasab, der var pakistansk statsborger.

Han blev i 2010 idømt dødsstraf ved hængning, kendt skyldig i blandt andet drab, sammensværgelse og for at føre krig mod Indien. Han ankede siden dommen, men den blev stadfæstet af den indiske højesteret.

Ifølge myndighederne blev den nu døde terrorist oplært af Lashkar-e-Tayyiba, en pakistanskbaseret terrorgruppe, der er allieret med al-Qaeda.

BNB