Det lignede en vanvittig blodrus, da den 33-årige Nordine Amrani tirsdag gik amok midt i den belgiske by Liège og skød vildt omkring sig. Men tragedien, der efterlod fire dræbte og 122 sårede, var måske en bevidst handling. Yderligere en kvinde er efterfølgende fundet død i mandens hjem.

Ifølge den belgiske avis La Meuse overførte gerningsmanden mandag aften et ukendt pengebeløb til en kvinde. Det var ikke mange penge, men sandsynligvis alt hvad han havde.

Beløbet blev overført sammen med beskeden: 'Jeg elsker dig min elskede. Held og lykke.'

Og det er naturligvis påfaldende, at han gjorde dette aftenen før, at han endte sit liv efter at have føjet 'massemorder' til sit kriminelle cv.

Belgisk politi har i dag under et pressemøde bekræftet, at Nordine Amrani begik selvmord, og ikke, som først antaget, døde ved et uheld af en granat-sprængning.

- Nordine Amrani begik selvmord ved at skyde sig selv i hovedet, sagde statsanklager Daniele Reynders.

Det er også kommet frem, at politiet har fundet en 45-årige rengøringsdame dræbt og mishandlet i Amranis lejlighed. Kvinden gjorde rent hos Amranis nabo, men politiet mener, at hun på vej fra arbejde tirsdag morgen mødte Nordine Amrani i opgangen, han lokkede hende ind i sin lejlighed med løfte om at skaffe hende arbejde og slog hende herefter ihjel.

Kvinden er ved at blive obduceret, og politiet vil i løbet af i dag kunne fortælle, om gerningsmanden også forbrød sig mod hende seksuelt, inden hun blev slået ihjel.
 
Abdlehadi Amrani er forsvarsadvokat fra Bruxelles og har tidligere forsvaret Nordine Amrani (som han ikke er i familie med, red.) under nogle af hans straffesager for bl.a. våbenbesiddelse og hash-besiddelse.

Advokaten sagde tirsdag aften til La Meuse, at nyheden om hans klients massemord på uskyldige julehandlende midt i Liège føltes som at få 'en uppercut mod hagen'.

- Jeg er overrasket over dette øjeblik af vanvid fra min tidligere klient. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han kunne gøre sådan noget, sagde Abdlehadi Amrani til La Meuse.