Simon Cowell er bedst kendt som den benhårde og kyniske dommer i de verdenskendte programmer ’Britains Got Talent’ og ’X Factor’. Men den iskolde personlighed blødte i den grad op, efter en optræden under den seneste udgave netop 'X Factor'.

I videoen kan man se en tydeligt bevæget Simon Cowell, der kæmper for at holde tårerne tilbage under en følelsesladet optræden fra Josh Daniels, en af talent-showets deltagere. Den 21-årige deltager fortolkede nummeret ’Jealous’ af den engelske kunster Labrinth.

Læs også:

Det seneste afsnit af 'X Factor', der rullede over engelske tv-skærme i søndags, blev optaget få dage efter, at Simon Cowell mistede sin 89-årige mor tidligere på sommeren. Det lader til, at Josh Daniels emotionelle optræden ramte den ellers så cool macho-dommer lige i hjertet. Men også for deltageren selv, der får et par år siden mistede en nær ven i en bilulykke, havde sangen en dybere mening.

»Jeg mistede min bedste ven for et par år siden, så for mig har sangen en helt anden betydning«, fortalte Josh Daniels til de tre dommere, inden han fremførte sin personlige version af sangen.

Efterfølgende undlod Simon Cowell at åbne munden. Han overlod det i stedet til sine to meddommere, der også havde tårer trillende ned af kinderne, at rose den unge og håbefulde deltager. Kort efter forlod Simon Cowell 'X Factor'-studiet, med øjnene gemt væk bag et par mørke solbriller.