Konsekvenserne af de økonomiske reformer, som er blevet tvunget ned over Grækenland og andre sydeuropæiske lande har været for hårde. Det erkender to topøkonomer fra Den Internationale Valutafond (IMF) i en rapport, skriver Politiken.
Rapporten konkluderer, at IMF sammen med mange andre eksperter har begået fejl i deres prognoser af spareplanernes indvirkning på vækst og beskæftigelse.
Eksperterne har med egne ord undervurderet den stigning i arbejdsløsheden og det fald i privatforbrug og investeringer, der følger med offentlige nedskæringer og besparelser i de mest truede eurolande, skriver IMF-økonomerne Olivier Blanchard og Daniel Leigh fra IMF i rapporten ifølge avisen.
Statistikkerne viser ifølge Politiken, at både den relative fattigdom og arbejdsløsheden er steget kraftigt siden 2011 i Grækenland, Spanien og Portugal.
- IMF-økonomernes konklusioner understreger, at nedskæringerne i de mest kriseramte lande ikke må ses som en sprint, men som en maraton. Når det går for stærkt, forværrer det krisen, siger direktør for den økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles, Jean Pisani-Ferry, til Politiken.
Han understreger over for avisen, at det har været nødvendigt at få styr på økonomien i et land som Grækenland, fordi renterne på statsgælden var ude af kontrol, men at det ville have været bedre at brede besparelserne i Grækenlands offentlige sektor ud over en længere periode for at undgå at slå landets økonomiske udvikling helt ihjel.
BNB



