Mandag aften var britisk politi, brandvæsen og redningsarbejdere massivt til stede ved en adresse i den østlige del af London, efter at en eksplosion fandt sted i en lejlighed på Southend Arterial Road, Hornchurch omkring klokken 17 lokal tid.
Mindst fem kom til skade i eksplosionen, der ramte stueetagen af bygningen.
I løbet af natten har politiet anholdt to mænd mistænkt for brandstiftelse.
Det skriver the Guardian.
Begge mænd var selv kommet til skade i eksplosionen, og de blev kørt på hospitalet for at blive behandlet. Derudover har Metropolitan Police i London ikke givet yderligere detaljer omkring de mistænkte gerningsmænd.
Mulig cannabis-fabrik
10 brandvogne og 60 brandmænd var kaldt til området for at bekæmpe ilden. Desuden var flere ambulancer kaldt til boligområdet tidlig mandag aften.
I forbindelse med eksplosionen og den efterfølgende brand blev 41 lejligheder evakueret.
Ifølge the Sun blev der angiveligt drevet en cannabis-fabrik i lejligheden, hvor eksplosionen fandt sted, og en nabo, der ønsker at være anonym, fortæller, at det var en gasbeholder i lejligheden, som eksploderede. Det lokale politi har imidlertid ikke bekræftet, at der skulle være tale om en cannabis-fabrik.
Naboer til bygningen, der blev ramt af eksplosionen, beskriver, hvordan det hele rystede, da eksplosionen rystede bydelen.
»Vi forsøgte at få folk væk fra bygningen for at få dem i sikkerhed. Der var folk, der skreg og græd overalt,« siger 46 år gamle Jason Smedley til Daily Mail og tilføjer, at fronten af lejligheden er »blæst ud.«