Sammen med sine to små døtre gik Elaine Yates ud i nattemørket og forsvandt uden at efterlade sig spor. Først nu - 31 år senere - er sagen blevet opklaret.

Kelly var bare ti måneder, mens storesøsteren Kimberly var tre år, da de pludselig forsvandt sammen med deres mor fra deres hjem i den amerikanske delstat Rhode Island en sensommerdag i 1985.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Nogle få uger forinden havde pigernes mor fundet ud af, at hendes mand - Russell Yates - havde været hende utro. Hun truede ham med at flytte ud i løbet af natten sammen med døtrene.

Til politiet indrømmede han, at han havde slået hende, mens de havde skændtes.

Da han den 27. august kom hjem fra arbejde ved to-tiden om natten, var de væk. Forduftet fra hans liv.

Kelly Yates er i dag 32 år.
Kelly Yates er i dag 32 år. Foto: missingkids.org
Vis mere

Siden har myndighederne ledt hele landet igennem for at finde den forsvundne kvinde og de to piger. Sagen blev omtalt i programmet 'America's Most Wanted', og politiet modtog tips fra alle dele af lande - lige fra Colorado til Florida.

Men det var først, da et anonymt tip blev givet to dage før jul sidste år, at politiet kunne finde de to piger.

Elaine Yates, der nu er 69 år, blev fundet boende i Houston-området under navnet 'Leina Waldberg'. Godt 2.900 kilometer væk fra Rhode Island. Mandag blev hun anholdt uden modstand, og tirsdag blev hun sigtet for at være stukket af med sine egne børn.

De to piger, som nu er voksne kvinder på henholdsvis 32 og 35 år, boede ikke sammen med deres mor, men befandt sig også i Houston-området og er ifølge politiinspektør Joseph Philbin fra Rhode Island State Police sunde og raske.

Kimberly Yates er i dag 35 år.
Kimberly Yates er i dag 35 år. Foto: missingkids.org
Vis mere

Pigernes far fik med det samme besked om, at de endelig var fundet, skriver AP. Hans kontaktinformationer er nu blevet givet til pigerne, så de kan kontakte ham, hvis de skulle have lyst.

»Jeg har altid forsøgt at finde mine børn. Nu er det op til dem, om de vil i kontakt med mig,« siger Russell Yates.

Politiet benyttede sig af retsdokumenter, Facebook og kørekort til at identificere moderen og de to døtre.

Elaine Yates er i dag 69 år.
Elaine Yates er i dag 69 år. Foto: missingkids.org
Vis mere

Politiinspektør Joseph Philbin ønsker ikke at kommentere, hvor familien har opholdt sig, siden de forsvandt for 31 år siden, og han forklarede, at han ikke vidste, hvornår de var flyttet til Houston.

Han ønsker heller ikke at kommentere, om pigerne vidste, at de var blevet taget af deres mor, eller om de vidste, at deres far stadig var i live og ledte efter dem.

Elaine Yates er nu ved at blive udleveret til politiet på Rhode Island, mens Russell Yates fortæller, at han ikke ønsker at se hende straffet.

»Det vil hverken hjælpe mig, hende eller nogen andre på nuværende tidspunkt,« siger han og tilføjer:

»Jeg ønsker bare at se mine børn.«