Invitationerne var sendt ud, ringene var købt, og der manglede bare to ja'er, før tennisspilleren Caroline Wozniacki og golfstjernen Rory McIlroy kunne kalde sig for ægtepar.

Men kort før brylluppet skulle stå i 2014, valgte den irske golfspiller at hive i håndbremsen. Han ringede til Caroline Wozniacki og aflyste brylluppet - angiveligt i et tre minutter langt telefonopkald. Danskeren troede, der var tale om en joke, men det var der ikke. Han mente det.

Siden har der ikke været sat mange ord på bruddet fra Rory McIlroys side.

Nu tager golfspilleren dog bladet fra munden og fortæller i et interview med Sunday Independent, at de to forelskede sig i hinanden, fordi de begge var på toppen i hver deres sportsgren, men at det netop også var det, der i sidste ende blev årsag til bruddet.

»Jeg troede dengang, at det at være sammen med en, som havde et tilsvarende liv, var det rigtige. Men det var det ikke, fordi du kan aldrig komme væk fra det. Du kan aldrig frigøre dig selv og forsøge at vende tilbage til den virkelige verden,« siger Rory McIlroys, der i dag er forlovet med den indtil for nyligt ukendte Erica Stoll.

»Derfor føler jeg også, at jeg er det rigtige sted nu. Jeg føler ikke, at Erica vil ændre på mig på nogen måde. Jeg kan være mig selv omkring hende; der er ingen bullshit og ingen skuespil,« lyder det.

I interviewet fortæller den 27-årige golfspiller også, at han og Erica Stoll var venner, inden de endte med at blive et par, og det i sidste ende var udslagsgivende for deres forhold.

»Vi mødtes, da hun arbejdede for PGA America, og jeg lejede en lejlighed i Palm Beach. Det var forfriskende at møde en person, der levede et normal liv. Vi kunne tale sammen om alt, og efter vi havde tilbragt noget tid sammen indså jeg, at der var noget i det her,« fortæller han.

Rory McIlroy der i øjeblikket indtager andenpladsen på verdensranglisten, bliver af venner beskrevet som konfliktsky uden for banen, men decideret kynisk, når først han ifører sig golfhandskerne og svinger golfkøllen.

Det kom også til udtryk i 2014, da han ugen efter bruddet med Caroline Wozniacki gik på banen ved BMW PGA Championship og vandt.