Det er ikke kun i Danmark, at kulden for tiden bider sig fast i kinderne, det samme gør sig gældende i Norge.

Det kan betyde, at bilisterne må stå ekstra tidligt op for at skrabe isen væk fra bilens ruder, inden turen går mod arbejdet. Men for en 36-årige norsk kvinde var den opgave tilsyneladende for uoverskuelig.

Tirsdag blev kvinden nemlig stoppet af politiet i Agder, fordi hun havde ryddet forruden på bilen, så der kun var et lille kighul, hun kunne se igennem.

'Kørekort konfiskeret,' skrev politiet i Agder efterfølgende på Twitter med et billede af det mildest talt dårlige forsøg på at skrabe forruden fri for is.

Hos FDM - De Forenede Danske Motorejere - har man tre gode råd til, hvordan de danske bilejere kan undgå dyre bøder fra politiet over vinteren.

  • Isskraber! De er simpelthen uundværlige i disse kolde tider. Ifølge FDM skal den have en plexiglasklinge, og man bør kun køre den i en retning for at skåne ruden. De anbefaler samtidig, at man rengør bilen om aften, så man undgår at ridse ruden, når den skrabes fri om morgenen. Man kan med fordel bruge en isfjerner-spray til at sprøjte på de frosne ruder.
  • Der skal altid være sprinklervæske på bilen, så ruden kan holdes fri for snavs. Sprinklervæske, der kan holde til minus 21 grader, sikrer samtidig sprinkleranlægget mod frostsprægning.
  • Med et par dråber koncentreret opvaskemiddel indvendig, kan man effektivt få gjort noget ved duggen. Derudover kan man gøre brug af antidug-midler, men de har ifølge FDM en begrænset virkning. FDM anbefaler dog, at man blot holder bilen så tør som muligt, for det er den bedste måde at holde duggen væk.